Webguide
Seneste revision

Sådan starter I nemt en ny forening

Få hurtigt svar på, hvordan I stifter og etablerer en frivillig forening, udformer vedtægter, holder stiftende generalforsamling og CVR-registrerer foreningen.

Det er nemt at stifte en forening, og det kræver ingen tilladelse, da der er foreningsfrihed i Danmark. Et formål, en bestyrelse, et sæt vedtægter og et stiftende møde - det er alt, hvad I behøver for at starte en forening.

I denne guide kan du læse om, hvordan I kan etablere en forening og hvilke overvejelser, I skal gøre jer, når I ønsker at starte en forening.

Læs om:  

  • Hvilke overvejelser I skal gøre jer, før I stifter foreningen
  • Hvilke formelle krav der er til jer som forening
  • Hvordan I drøfter de kommende vedtægter
  • Hvordan I afholder en stiftende generalforsamling

Før I vælger, hvordan I vil organisere jer, er det værd at undersøger, om der findes andre netværk, foreninger eller fonde med samme formål og/eller aktiviteter som jer. Overvej, om det vil være en fordel for jer at engagere jer hos dem i stedet for at starte jeres egen organisation. Tag kontakt for at høre om jeres muligheder for at samarbejde. I CFSA’s Foreningsportal kan I finde formål og kontaktoplysninger på mere end 700 landsdækkende foreninger og fonde inden for velfærdsområdet.

Suppler denne guide med vores 'Startpakke til nye foreninger'. Her er tre grafiske redskabsark, som guider jer gennem de spørgsmål, I skal tage stilling til, når I vil gå fra ide til køreklar forening.

Hent også vores bog: At lede en sag. Grundbog til nye bestyrelsesmedlemmer. I bogen får du svar på bestyrelsesarbejdets vigtige temaer fx jura, økonomi, ledelse og strategiske overvejelser. 

Overvej jeres formål

Vi anbefaler, at I overvejer, hvorfor I stifter foreningen, og hvordan den skal drives. Stil jer selv spørgsmål som:

Formål: Hvorfor er lige netop jeres forening sat i verden?

Visioner og mål: Hvad er jeres overordnede visioner for foreningen? Hvilke konkrete mål vil I gerne nå?

Værdier: Hvilke værdier og hvilket menneskesyn skal præge jeres forening, jeres mål og aktiviteter? Hvordan når I jeres mål? Og med hvilke aktiviteter? Vælg aktiviteterne ud fra både værdier og formål.

Aktiviteter og organisering af arbejdet: Hvordan skal den demokratiske opbygning af foreningen være? Hvem bestemmer hvad? Skal der være udvalg eller projektarbejde?

Økonomi:  Hvilke udgifter forventer I? Skal I leje lokaler? Skal der være medlemskontingent? Vil I søge andre midler fx offentlig støtte, fonde og lignende? Hvilken form for hjælp kan I få fra kommunen, fx lån af lokaler eller økonomisk støtte? Og vil den økonomiske støtte stille krav til, hvordan I organiserer jer?

Overvej, om I skal leve op til krav for foreninger

Der findes ingen foreningslov i Danmark, og der er derfor ingen faste krav, som I skal leve op til som forening. Alligevel er der i Danmark stærke traditioner for, hvordan foreninger dannes og organiserer sig. Det handler blandt andet om, at en forening skal leve op til en række formelle krav for at blive anerkendt som en juridisk enhed. Vi har her defineret fem krav, som en forening skal leve op til for at blive anerkendt juridisk.

  1. Vedtægter: Foreningen skal have vedtægter
  2. Ledelse: Foreningen skal have en ledelse
  3. Medlemmer: Foreningen skal formulere, hvem der kan være medlemmer
  4. Økonomi: Foreningen skal have en afgrænset økonomi – særskilt fra ledelse, medlemmer og stiftere
  5. Stiftelsesmøde: Foreningen skal stiftes på et samlende møde  

Læs mere om de 5 krav i guiden Hvad skal der til for at stifte en forening?

Skriv jeres egne vedtægter

Vi anbefaler, at I som initiativgruppe skriver et udkast til et sæt vedtægter, som I kan tage med til en eventuel stiftende generalforsamling. Dét at skrive jeres vedtægter kan nemlig være en god prøve på, om I har et fælles billede af, hvad I arbejder for, og hvordan I vil arbejde for det.

Tag jer god tid til at beslutte, hvad jeres vedtægter skal forholde sig til. Igen er der traditioner for, hvad vedtægter forholder sig til, men der er ingen formelle krav. I princippet kan I skrive lige præcis det, I har lyst til.

På CFSA har vi formuleret 10 punkter som vedtægter typisk forholder sig til. Lad jer eventuelt inspirere af dem.

Læs mere om de 10 punkter i guiden Foreningens vedtægter

Download også det grafiske redskabsark: 10 trin til de gode foreningsvedtægter 

Betragt jeres vedtægter som jeres egne interne spilleregler, der har til formål at give jer retningslinjer for jeres arbejde. Og igen: tag jer god tid. Vores erfaringer siger os, at gode gennemarbejdede vedtægter gør det lettere at løse eventuelle fremtidige konflikter.

Afhold et orienteringsmøde

Når I har et klart billede af jeres forenings formål, aktiviteter og et udkast til vedtægter, kan I invitere til et orienteringsmøde om jeres initiativ. Her kan I invitere mulige medlemmer og andre interessenter til en snak om jeres sag. I kan vælge at afholde en stiftende generalforsamling i umiddelbar forlængelse af orienteringsmødet.

Overvej, hvem I gerne vil i kontakt med, og hvor bredt et bagland I ønsker. Stil jer selv spørgsmålet om, hvem der kunne være interesserede i at arbejde for jeres sag - kunne det eksempelvis være:

  • Mennesker, som er berørte af jeres sag
  • Pårørende til jeres målgruppe
  • Eksperter eller andre fagfolk
  • Kommunalt ansatte
  • Andre foreninger eller organisationer

Overvej så, hvordan I bedst når lige netop de mennesker. Det kan være igennem:

  • Direkte henvendelse til udvalgte personer
  • Sociale medier, hjemmesider og nyhedsbreve 
  • Annoncer i dagblade eller ugeaviser  
  • Fysiske opslag på arbejdspladser eller institutioner
  • Information via kommunal oplysning om møder og arrangementer

Vælg mødested ud fra, hvor mange personer, I forventer, vil møde op, og hvor tilgængeligt stedet skal være i forhold til for eksempel handicap og offentlige transportmidler.

Forslag til dagsorden

På orienteringsmødet kan I som initiativgruppe fremlægge jeres ideer, drøfte dem med de fremmødte og vejre stemningen for at stifte jeres forening. I kan på forhånd udpege en mødeleder, som fører deltagerne gennem dagsordenen. Vi anbefaler, at I fremlægger jeres ideer og tanker, men at I også giver plads til, at de fremmødte kan komme med input, og at der er plads til en debat om jeres ideer.   

Forslag til dagsorden for et orienteringsmøde:

  1. Start med at byde velkommen. Præsenter initiativgruppen og mødelederen, og fortæl hvad deltagerne skal forvente sig af orienteringsmødet.
  2. Beskriv, hvordan jeres ide er opstået, og hvad formålet er med lige netop dette initiativ. Giv plads til debat.
  3. Redegør for det økonomiske grundlag for jeres forening. Præsenter hvad I har tænkt i forhold til eksempelvis kontingent. Giv plads til debat.
  4. Redegør for det udkast til vedtægter, som I har med. Giv plads til debat.
  5. Afrunding. Mødelederen opsummerer debatterne og konstaterer, om der er stemning for at stifte foreningen.

Det kan være en god idé at indkalde til et orienteringsmøde efterfulgt af en stiftende generalforsamling, hvor I enten holder de to møder i forlængelse af hinanden eller på forskellige tidspunkter.

Afhold en stiftende generalforsamling

Hvis der er stemning for at stifte foreningen, kan I opfordre dem, der gerne vil være medlemmer til at deltage i den stiftende generalforsamling, hvad end I holder den i umiddelbar forlængelse af eller lidt tid efter orienteringsmødet.

På den stiftende generalforsamling gennemgår initiativgruppen vedtægterne punkt for punkt. Sammen vedtager I paragrafferne en af gangen med simpelt flertal, og til sidst vedtager I de samlede vedtægter.

Læs mere i CFSA's faglige tema om Generalforsamlingen

Forslag til dagsorden for stiftende generalforsamling:

  1. Valg af dirigent – dirigentens rolle er at lede forsamlingen gennem punkterne på dagsordenen. Ligesom på enhver anden generalforsamling.
  2. Valg af referent
  3. Redegørelse for baggrunden for foreningens stiftelse
  4. Forslag til vedtægter
  5. Forslag til fremtidigt arbejde og aktiviteter
  6. Forslag til budget og kontingent
  7. Valg af foreningens bestyrelse
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Referat

Det er vigtigt, at referenten udarbejder et referat, der indeholder alle beslutninger fra den stiftende generalforsamling. Vi anbefaler, at både referenten og dirigenten underskriver referatet.

Referatet er foreningens ”fødselsattest”, og I får frem over brug for den i mange forskellige sammenhænge – fx som dokumentation for, at foreningen formelt eksisterer.

Overvej registrering af foreningen

Der eksisterer ikke et krav om, at frivillige foreninger i Danmark skal registreres. Som forening skal I dog være opmærksomme på, at I skal have en NemKonto og være CVR-registreret, hvis I modtager offentlige tilskud, ansætter personale eller er selskabsskattepligtige (skattepligtige foreninger er f.eks. andelsboligforeninger og foreninger, der driver erhverv).

Læs mere i guiden Sådan registrerer I jeres forening  

Fortæl om jeres forening

Det kan være interessant for mange, at I har stiftet en forening. Husk derfor at fortælle om jer selv og det nye initiativ. Overvej hvem, der skal vide, at I eksisterer - er det:

  • Potentielle medlemmer
  • Mulige samarbejdspartnere
  • Offentlige myndigheder: kommuner, regioner og/eller ministerier
  • Andre foreninger, der arbejder inden for det samme
  • Landskontorer eller paraply-organisationer

Informér alle relevante steder og send eventuelt en pressemeddelelse ud, der fortæller om den nye forening og om, hvordan interesserede kan kontakte jer.