Webguide

Sådan får I en bankkonto til foreningens penge

Få en trin-for-trin guide til det forløb I skal igennem, når I ønsker at åbne en konto i en bank til foreningens penge. Læs også om, hvorfor I skal overveje at åbne en konto i et pengeinstitut og hvornår der er lovkrav om, at I har en konto.

De fleste foreninger har brug for en konto til deres penge og indtægter fra fx medlemskontingenter, indsamlinger, kommunale §18-tilskud og fra puljer, fondsmidler og sponsorater.

I denne guide kan du læse om, hvorfor din forening skal overveje at åbne en foreningskonto i et pengeinstitut, og hvornår der er krav om, at foreninger opretter en bankkonto.

Læs også om de krav banken typisk stiller, når I ønsker at åbne en konto og få CFSA’s råd og anbefalinger til, hvordan I vælger bank og kommer gennem ansøgningsprocessen.

5 trin til at få en foreningskonto i en bank

Flere foreninger oplever, at det kan være både svært og besværligt at åbne en foreningskonto i en bank. Det skyldes ikke mindst, at bankerne med henvisning til hvidvaskloven, skal gennemføre en ’kundekendskabsprocedure' og derfor stiller krav om dokumentation og identitets-oplysninger på de ’reelle ejere’ af foreningen – typisk bestyrelsesmedlemmerne.

I det følgende guider vi jer trin-for-trin og gennem det forløb I som forening skal forvente at gennemgå, når I ønsker at åbne en konto i en bank.

Trin 1: Valg af bank

Start med at undersøge flere forskellige pengeinstitutter. Der er fx banker, sparekasser og andelskasser. Find ud af, hvilke banker der har gode tilbud og fordele til almennyttige foreninger og frivillige organisationer, og hvem I mener, I kan få et godt samarbejde med.

Når I taler med bankerne, så kan I bede om at få oplyst gebyrer, rentesatser og mulighed for adgang til netbank og mobilbank, samt eventuelle ekstra tjenester, der kan være relevante for jer. Spørg også ind til jeres muligheder for at få rådgivning om fx jeres økonomistyring. På den baggrund kan I sammenligne og drøfte de forskellige tilbud, og vælge det der passer bedst til jer. Husk at der kan være store forskelle på gebyrer og renter i de forskellige pengeinstitutter.

Se Frivilligrådets oversigt: Kortlægning af bankgebyrer for de frivillige foreninger 2023

Trin 2: Indhent dokumentation

Forbered de nødvendige dokumenter, som den valgte bank kræver for at åbne en konto til foreningen. Det er typisk:

  • Foreningens vedtægter og/eller stiftelsesdokumenter fx referatet fra den stiftende generalforsamling
  • CVR-nummer (hvis I er CVR-registreret)
  • Navne og underskrifter på de personer, som skal autoriseres til at administrere kontoen (typisk de tegningsberettigede. Det er ofte formand og kasserer)
  • ID-dokumenter (pas eller kørekort) for de autoriserede personer

Nogle banker stiller også krav om navn, underskrift og ID-dokumentation fra alle i bestyrelsen.

Trin 3: Book et møde med bankrådgiveren

Book et møde med en bankrådgiver for at diskutere foreningens behov for at åbne en konto. Et personligt møde er en god mulighed for at stille spørgsmål om bankens service og krav. I kan blive bedt om at indsende dokumenterne fra trin 2 inden mødet eller at I medbringer dem til mødet.

Trin 4: Vælg den rigtige type konto

Banken vil sandsynligvis tilbyde forskellige typer konti, der passer til forskellige behov. Vælg den type konto, der bedst passer til foreningens aktiviteter. Overvej nøje hvad I har brug for – fx en lønkonto, opsparingskonto, indsamlingskonto eller måske en foreningskonto med særlige fordele.

Trin 5: Udfyld ansøgningsskema

Bankrådgiveren vil guide jer gennem ansøgningsprocessen. I vil ofte blive bedt om at udfylde ansøgningsformularer og levere den nødvendige dokumentation. Herefter vil banken gennemgå ansøgningen og godkende oprettelsen af kontoen.

Det kan tage nogle dage eller måske uger at behandle jeres ansøgning og før I får adgang til jeres nye bankkonto. Når kontoen er oprettet, bør I modtage detaljer om kontonummer, netbank-adgang og andre relevante oplysninger.

5 råd til foreninger, der åbner en foreningskonto i en bank

  1. Afklar hvem der skal have adgang til fx konto, netbank og hævekort. Det er ofte de tegningsberettede i foreningen, som får disse rettigheder, men det kan være, at der også er brug for at flere fra foreningen har adgang.

  2. Husk at give banken besked, når der sker udskiftning i jeres ledelse – fx ved formandsskifte eller når I får ny kasserer – og der er nye tegningsberettede eller nye, som skal have adgang til jeres konto mv.

  3. Formuler skriftlige eller mundtlige retningslinjer for, hvordan I administrerer foreningens økonomi fx hvem der kan bruge og/eller hæve penge. Jo tydeligere jeres aftaler er, desto mindre er risikoen for, at et bestyrelsesmedlem bruger penge uden resten af bestyrelsens opbakning.
  4. Overvej hvordan I bedst muligt sikrer jer mod elektronisk kriminalitet. Det kan fx være såkaldte phishingmails, hvor svindlere forsøger at lokke jer til at overføre penge. Disse falske mails er nogle gange meget realistiske og ser ud som om de fx er afsendt fra formanden eller kassereren.
  5. Som forening har I ikke automatisk ret til at få en bankkonto. Det enkelte pengeinstitut vælger selv, om de vil have jer som kunder. Hvis I ikke kan få en god aftale et sted, så undersøg andre muligheder. Efter nogle år kan det være en god ide at undersøge, om I skal skifte bank eller ændre på jeres aftaler.

Hvorfor skal foreninger have en bankkonto?

Selvom I kun har en begrænset økonomi med få poster i budget og regnskab, fraråder CFSA, at I sætter foreningens penge ind på en privat konto. Det er der flere grunde til:

  • Hvis foreningen modtager tilskud fra kommunen eller får andre offentlige tilskud, er det et krav, at I har en NemKonto (foreningskonto i en bank) og er CVR-registreret. Så selvom I endnu ikke modtager offentlige tilskud, vil I være bedre stillet med en foreningskonto i en bank, fordi I så vil have det korrekte set up, når og hvis I søger offentlige midler. Læs mere om NemKonto og registrering i vores guide Sådan registrerer I jeres forening
  • Hvis I benytter et bestyrelsesmedlems private konto, risikerer I at blande foreningens økonomi sammen med bestyrelsesmedlemmets privatøkonomi. Det kan både indadtil i foreningen og for udenforstående skabe usikkerhed om, I har helt styr på foreningens penge. Derudover risikerer den pågældende at blive beskatte af foreningens penge. Det skyldes, at der er forskellige regler for skat af hhv. privatøkonomi og foreningsøkonomi. Læs om de særlige regler i CFSA’s guide Skat og foreninger  
  • Hvis ejeren af privatkontoen – fx et bestyrelsesmedlem eller kassereren - forlader foreningen på baggrund af en konflikt, kan det være svært at få pengene tilbage. Ligeledes risikerer I at miste adgangen til jeres penge, hvis bestyrelsesmedlemmet stopper, bliver syg eller i værste tilfælde dør.

Som forening vil I både stå mere sikkert og troværdigt over for omverdenen, når I har et samarbejde med en bank.

Læs om de mange gode grunde til at oprette en foreningskonto i CFSA’s artikel Skal vi have en foreningskonto i en bank, eller kan vi bruge kassererens private konto?

Krav om bankkonto, når I får tilskud fra det offentlige

Hvis jeres forening modtager tilskud fra kommunen eller får andre offentlige tilskud, er det et krav, at I har en NemKonto (foreningskonto i en bank). Foreningen skal også være CVR-registreret.

Læs mere om NemKonto og registrering i vores guide Sådan registrerer I jeres forening

Modtager I som lokalforening tilskud fra det offentlige, og har I ikke en foreningskonto, kan I evt. indgå aftale med jeres lands- eller hovedorganisation, der kan indsætte jeres penge på deres bankkonto, indtil I selv har oprettet en foreningskonto. Det kræver samtykke fra begge parter, klare rammer for aftalen og selvfølgelig et godt og tillidsfuldt samarbejde. Og I skal selvfølgelig huske at orientere eventuelle tilskudsgivere om jeres aftale.

Krav om bankkonto, når I samler ind

Hvis I som forening skal samle ind, så skal indsamlingen godkendes hos Indsamlingsnævnet. Nævnet stiller krav om, at I opretter en særskilt konto til penge fra indsamlingen, før I søger en godkendelse. Selvom I allerede har en foreningskonto, så kræver det altså endnu en konto, som kun bruges til indsamlingen.

Læs mere om reglerne, hvis I ønsker at samle ind til jeres forening i vores guide ”Sådan får I godkendt foreningens indsamling”.

Hvad gør I, når foreningen ikke har en bankkonto?

Hvis I som forening eller frivilligt fællesskab vælger ikke at oprette en bankkonto, skal I sørge for at have klare aftaler og orientere jer i lovgivning og regler. Der er nemlig forskellige regler for privatøkonomi og foreningsøkonomi, som kan få betydning for jer.

Læs mere i vores artikel Må vi overføre penge til vores lokale frivilliggruppe, når de ikke har en foreningskonto?  Her kan du også få CFSA's råd, hvis I som forening overfører penge til frivilliggrupper, som ikke har en foreningskonto.

Det skal være lettere for foreninger at få en bankkonto

I 2021 trådte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra foreningslivet og bankernes brancheorganisation, Finans Danmark sammen for at diskutere initiativer, der kan gøre det lettere for foreninger at få en bankkonto. Alt for mange foreninger oplever nemlig en lang række af problemer, når de gerne vil oprette en konto. Det kan fx være, at bankerne kræver en masse dokumentation og gebyrer. Det skyldes, at bankerne skal leve op til loven om hvidvask og terrorfinansiering.

Basal betalingskonto til foreninger

Lovforslag på vej: Regeringen har præsenteret et nyt lovforslag, som skal give blandt andre foreninger mulighed for at få en såkaldt 'basal betalingskonto' og gøre mødet med banken lettere. Lovforslaget forventes fremsat i efteråret 2024 og først derefter kan du kontakte banken om en basal betalingskonto.

Læs mere om lovforslaget på Erhvervsministeriets hjemmeside

I juni 2021 udkom arbejdsgruppen med et idékatalog med forslag og anbefalinger, som blev overdraget til de politiske partier på Christiansborg. Se idékataloget med forslag til at lette byrderne for foreninger

Den 4. oktober 2022 har Finanstilsynet offentliggjort en vejledning om risikovurdering af foreninger. Vejledningen skal bidrage til at lette byrderne for både foreninger og banker, som skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Vejledningen udspringer af arbejdsgruppens idekatalog. Læs mere om vejledningen hos Finanstilsynet

I Regeringsgrundlag ’Ansvar for Danmark’ (2022) ønsker Regeringen at hjælpe det frivillige foreningsliv med at lette administrative byrder, og at det fx skal gøres lettere og dermed billigere for foreninger at oprette og drive konti.