Faglig artikel

Sådan sammensætter I en god bestyrelse

Hvordan den rette bestyrelse skal sammensættes afhænger af jeres forenings formål og organisering. Med udgangspunkt i Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor udarbejdet af Frivilligrådet får I her bud på, hvad I skal lægge vægt på, når I er på udkig efter nye kandidater til bestyrelsen.

Indhold
Faglig artikel
Tilgængelighed i frivillige aktiviteter

Der kan være mange ønsker til sammensætningen af en den helt rigtige bestyrelse. Men vil I geare ledelsen til bedst muligt at kunne opfylde foreningens formål og drive foreningen i dens aktuelle situation, så skal I arbejde med dels at afklare bestyrelsens nuværende kompetencer og dels afklare organisationens kompetencebehov.

I sidste ende er det naturligvis medlemmerne, der bestemmer, hvem der skal sidde i bestyrelsen, men det er ingen skade til, at den afgående bestyrelse gør sig nogle overvejelser om, hvad foreningen har brug for – og på den baggrund kommer med en anbefaling til medlemmerne. Mange bestyrelser opfordrer også direkte relevante personer til at stille op til valget på generalforsamlingen.

Bestyrelsesmedlemmer med særlige faglige profiler

Mange frivillige organisationer beslutter at supplere bestyrelsen med medlemmer, der har en særlig faglig profil for at styrke særlige områder som socialfaglig viden, juridisk viden eller økonomisk kompetence.

Modellen har mange fordele, men det er vigtigt at være opmærksom på, om de faglige profiler kender foreningen godt nok og har sans for det overordnede formål. Erfaringen fra mange frivillige organisationer er, at det ikke er givet, at den beslutning, der giver den mest positive effekt på bundlinjen eller er af højeste professionelle kvalitet, nødvendigvis er den rigtige beslutning i en frivillig medlemsorganisation.

Det er afgørende, at foreningens nye bestyrelsesmedlemmer forstår, hvad opgaven som bestyrelsesmedlem i en demokratisk og medlemsbaseret organisation indebærer.

Samtidigt skal de medlemsvalgte bestyrelsesmedlemmer naturligvis acceptere, værdsætte og bruge de særlige kompetencer, som udefrakommende bestyrelsesmedlemmer kan bidrage med.

Typiske kompetencer i en bestyrelse

Kompetencer og vidensniveauet i en bestyrelse kan veksle fra organisation til organisation, og vægtningen af kompetencerne afhænger også af den opgavefordeling, som er mellem bestyrelse og daglig leder. Derudover kan det variere over tid fx har foreninger i opstartsfasen brug for andre kompetencer i ledelsen end foreninger med stærkt driftsfokus eller fokus på udvikling. I Frivilligrådets Anbefalinger for god ledelse i den frivillige sociale sektor oplistes disse kompetencer, som CFSA har suppleret med eksempler:

  • Faglige kompetencer i relation til organisationens virke: Fx social- eller sundhedsfaglig ekspertise i forhold til foreningens formål, målgruppe eller metoder.
  • Kommunikationskompetencer: Intern og ekstern kommunikation. Strategisk kommunikation og pressehåndtering. Fondsarbejde mv.
  • Kompetencer i rollen som arbejdsgiver for eventuelle ansatte: Arbejdsmarkedslovgivning. Arbejdsmiljøarbejde. Gennemførsel af MUS-samtaler. Rekruttering og afskedigelse af medarbejdere.
  • Kompetencer inden for interessevaretagelse: Øje for politiske dagsordener. Indsigt i politiske beslutningsprocesser. Dialog med politikere,. Sætte en politisk dagsorden
  • Organisatoriske kompetencer: Brobygning til lokale led og bagland. At indgå i dialog med medlemmerne. Stå for inddragelsesprocesser. Evnen til at finde kompromisser. Kendskab til eller evnen til at sætte sig ind i organisationens aktiviteter, kultur, værdier, historie osv.  
  • Samarbejdskompetencer: Samarbejdsvilje og –evne. Holdspiller og brobygger i bestyrelsen.
  • Strategiske og værdimæssige kompetencer:  Øje for mulige samarbejdspartnere og donorer samt strategisk promovering af organisationen eksternt.
  • Økonomiske og juridiske kompetencer: Læsning (og udformning) af regnskaber og budgetter. Fundraising. Kontrol med bogholderi. Administration af gæld og formue. Bestyrelsesansvar. Relevant lovgivning der regulerer organisationens virksomhed. Udformning af kontrakter mv.

Hvilke kompetencer har I brug for hos jer?

CFSA har udviklet to øvelser, som I kan bruge til at arbejde strategisk med bestyrelsens sammensætning.