Webguide
Seneste revision

Puljer og fonde - kilder til foreningens fundraising

Få overblik og råd, når I søger støtte fra kommunale og statslige puljer eller private fonde.

Få en introduktion til, alt det I skal være opmærksomme på, og de krav I som ansøger skal leve op til, når I vil søge midler til jeres initiativer, projekter og aktiviteter fra kommunale og statslige puljer eller private fonde. 

Guiden - der er målrettet lokale og mindre foreninger, frivillige organisationer samt netværk og grupperinger, der udfører frivilligt socialt arbejde - giver også råd og tips til det vigtige og grundige forarbejde, der går forud for enhver ansøgning.

 

Kommunale puljer

Som forening kan I søge om økonomisk støtte lokalt i jeres kommune. Orienter jer på kommunens hjemmeside, søg fx på nøgleord som: 'frivilligt socialt arbejde', 'fundraising', 'tilskud' eller 'puljer' eller henvend jer til kommunens forenings- eller frivilligkonsulenter for at få mere information om jeres muligheder.

Hvis der er et lokalt frivilligcenter, kan I med fordel henvende jer der og få råd og sparring om, hvad der findes af lokale og kommunale tilskudsmuligheder.

Frivilligcenteret og kommunale frivilligkonsulenter kan også være behjælpelig med kontakt til eventuelle samarbejdspartnere i projekter.

Kommunerne støtter foreningslivet efter forskellige love - blandt andre: 

§ 18 i Lov om social service 

§18 i Lov om social service handler om, at landets kommuner skal samarbejde med de frivillige sociale foreninger i deres lokalområde. Kommunerne skal desuden afsætte et årligt beløb til foreningernes aktiviteter. Det er den enkelte kommune, der selv beslutter de præcise regler og krav til ansøgning, ansøgningsfrister osv. I kan kontakte kommunens socialforvaltning eller kommunens frivilligkonsulent, hvis I vil vide, om I kan søge § 18-midler i jeres kommune. På kommunens hjemmeside kan I ofte finde oplysninger om hvem og hvordan I søger § 18-midler.

§ 79 i Lov om social service

§ 79 i Lov om social service siger, at kommunerne kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Det er ikke alle kommuner, der bruger denne paragraf, men nogle steder afsætter man en pulje til aktiviteter, der ikke passer ind under § 18 i Lov om social service.
Undersøg om jeres kommune har en § 79 pulje - enten på kommunens hjemmeside eller ved at tage kontakt til socialforvaltningen eller kommunens frivilligkonsulent.

Udviklings- og temapuljer i kommunerne

Flere kommuner udmønter en udviklingspulje med penge til fx nyopstartede foreninger og initiativer. Fristerne kan være faste eller løbende og kriterierne vil ofte være nogle andre end kriterier for at søge §18-midler. Derfor: Hold jer orienteret via kommunens nyhedsbrev og hjemmeside. I kan også kontakte kommunens frivilligkonsulent for at høre om jeres muligheder for at søge støtte fra kommunens udviklingspulje. Hold også et vågent øje med kommunens temapuljer.

Folkeoplysningsloven 

Folkeoplysningsloven sikrer bl.a. tilskud til folkeoplysende foreningsarbejde for børn og unge under 25 år (enkelte kommuner giver også tilskud til borgere over 25 år). Kommunen giver typisk en form for medlemstilskud og tilskud til lokaleudgifter. Det er den enkelte kommune, der vedtager tilskudsregler på området. I skal derfor henvende jer til kommunen, hvis I vil vide, om I er omfattet af kommunens tilskud under Folkeoplysningsloven.

Krav til foreninger, der søger penge eller lejer lokaler af kommunen

Som forening skal I være opmærksom på at I skal opfylde nogle særlige krav, når I søger penge eller låner lokaler af kommunen. Kravene kan variere fra kommune til kommune og afhænger fx af, om I er en frivillig social forening, en frivillig folkeoplysende forening eller noget helt tredje. Kravene kan også afhænge af størrelsen på det tilskud, I søger.

Vi anbefaler, at I kontakter jeres kommune for nærmere oplysninger om de gældende retningslinjer, betingelser og krav til at søge penge og/eller låne lokaler. 

Læs mere i CFSA’s guide: Krav til foreninger, der søger tilskud eller låner lokaler hos kommunen

 

Statslige puljer

Som forening har I mulighed for at søge statslige støtte- og puljemidler. Disse administreres typisk af forskellige fagministerier, fx Social- og Ældreministeriet, Kulturministeriet, Beskæftigelsesministeriet mv.

De statslige ansøgningspuljer er oftest målrettet særlige indsatsområder. Det er altså kun, hvis I laver særlige aktiviteter inden for disse indsatsområder, at I kan komme i betragtning og evt. få støtte. Vær opmærksom på, at statslige puljer og støtteordninger som hovedregel ikke giver midler til lokalforeningers generelle drift, administration og almindelige aktiviteter.

På hjemmesiden Statens tilskudspuljer finder I en samlet indgang til alle statslige støttemuligheder og tilskudspuljer under de forskellige fagministerier. Her er også en kvartalsvis puljekalender, der giver et overblik over aktuelle ansøgningspuljer, ansøgningsfrister og hvem der kan søge de enkelte puljer.

I kan også se Socialstyrelsens aktuelle tilskudspuljer herunder til frivilligt socialt arbejde på Socialstyrelsens oversigt over ansøgningspuljer

Her kan I finde aktuelle ansøgningspuljer, puljekalenderen med de puljer Socialstyrelsen udmelder og udmønter i det aktuelle år samt en side med gode råd, når I vil søge midler fra styrelsens ansøgningspuljer.

Når I søger offentlige støttemidler, skal I være opmærksomme på, at selve ansøgningen sker via et særligt elektronisk ansøgningsskema med nemlog-in.

Sørg for at læse det enkelte opslag af en ansøgningspulje grundigt og sæt jer også ind i bekendtgørelsen, vejledningen, ansøgningsskemaet og et eventuelt budgetskema, så I ved hvad det kræver at søge den pågældende pulje.

Krav til foreninger, der søger offentlige puljer

Når I søger midler fra offentlige ansøgningspuljer, kan der være forskellige krav og betingelser til, hvordan og til hvad I kan bruge midler fra offentlige ansøgningspuljer. Der kan også være krav til, hvordan I skal afrapportere og aflægge regnskab for tilskud I har modtaget.

Husk at tilskud fra offentlige puljer kun gives i en afgrænset tidsperiode varierende fra 1-3 år. Som regel kan I kun søge støtte til aktiviteter, der ikke er sat i gang på ansøgningstidspunktet. Der kan være lang sagsbehandlingstid, så husk derfor at søge i god tid.

Bilag 

Der er ofte krav om, at I skal dokumentere, at I er en juridisk enhed, fx en forening. Husk at vedlægge alle de bilag, bevillingsgiver efterspørger.  Ofte er det foreningens vedtægter, senest godkendte årsberetning og årsregnskab. Hvilke fremgår af den konkrete pulje I søger.

Krav om CVR-registrering, NemKonto og digital post (e-Boks)

Modtager I tilskud fra stat eller kommune, er der et grundlæggende krav om, at I skal have et CVR-nummer og en NemKonto. Det er lovpligtigt for alle foreninger med et CVR-nummer at oprette en digital postkasse (e-Boks). E-boks er gratis og giver mulighed for sikker digital kommunikation med kommunen, offentlige myndigheder og virksomheder.

I har også pligt til at følge med i de mails og breve, I modtager fra offentlige myndigheder via e-Boks. Så husk at åbne jeres e-Boks jævnligt.

Læs, hvordan I opretter et CVR-nummer, NemKonto og e-Boks i vores guide Sådan registrerer I jeres forening

Andre krav 

Når I søger tilskud fra offentlige ansøgningspuljer er det vigtigt, at I sætter jer ind i hvilke krav, I skal opfylde for at kunne modtage støtte. Kravene kan variere fra pulje til pulje og afhænger fx af, hvor I søger støtte, størrelsen på det tilskud, I søger, og om I er en frivillig social forening, en frivillig folkeoplysende forening eller noget helt tredje. 

Private fonde og legater

I Danmark findes der mere end 12.000 private fonde og legater. Iflg. en undersøgelse fra Fondenes Videnscenter (2021) uddelte danske fonde og fondslignende foreninger tilsammen lidt under 20 mia. kr. i 2019 til forskellige formål inden for fx videnskab, folkeoplysning, sociale formål og kultur. Uddelingsbeløbene varierer og kan være alt lige fra store beløb fra landsdækkende fonde som fx Trygfonden, Nordea-fonden og Velux Fondene, der hver især uddeler langt over 100 millioner kroner om året, til små beløb fra mindre og lokale fonde og legater, der måske kun uddeler nogle få tusinde kroner til lokale foreninger og specifikke aktiviteter. Vi ser dog i stigende grad, at de større fonde også opretter puljer eller tematiske indsatser målrettet mindre og lokale foreninger og initiativer.

Private fonde kan i nogle tilfælde være nemmere at gå i dialog med om støttemulighed end fx offentlige myndigheder, idet de ikke er underlagt de samme betingelser. Mange fonde stiller derfor ofte også andre krav til ansøgningernes indhold.  

Foreninger og frivillige organisationer kan søge om både helt små og større tilskud fra private fonde. Det vigtigste er, at der er sammenhæng mellem størrelsen på det beløb I søger, og de beløb den enkelte fond har mulighed for at støtte med.

Undersøg altid hvilke specifikke ansøgningskrav, betingelser og retningslinjer, den enkelte fond har. Hold også øje med om der er faste eller løbende ansøgningsfrister. Tag gerne kontakt til dem, hvis muligt. Nogle fonde giver endda mulighed for at få testet om en projektide matcher fondens indsatsområde.

Legatbogen.dk er et godt sted at holde øje med fondene, deres indsats- og støtteområder, ansøgningsfrister og der er i de fleste tilfælde henvisninger til deres retningslinjer mv.

Ansøgninger til fonde

Hold altid øje med eventuelle krav til ansøgningens indhold hos den enkelte fond og krav til den måde I kan sende en konkret ansøgning. Nogle fonde anvender et særligt ansøgningsskema (oftest digitalt), mens der hos andre er mere ”frie hænder” til at udforme en ansøgning.

De vigtigste punkter I skal beskrive i ansøgninger til særligt mindre og lokale fonde, er:

  • Hvem er I som ansøger – giv modtageren et godt billede af jeres forening, hvem I er, hvad I arbejder for, hvem I hjælper. Husk at skrive en kontaktperson på, så fonden kan rette henvendelse til jer med eventuelle spørgsmål.
  • Formål og baggrund – hvad skal projektet eller aktiviteten gøre? Hvad består projektet/aktiviteterne af? Prøv at være så konkret som muligt, så modtageren forstår, hvad I konkret søger midler til. Fortæl kort hvorfor det er relevant at gennemføre projektet, og hvorfor fonden skal støtte det. Det kan fx være, at en bestemt gruppe mennesker er ensomme og I gerne vil bryde isolationen eller hjælpe en gruppe ældre til at blive mere aktive og derved holde sig i gang.
  • Målgruppe og udbytte – hvem har gavn af eller får en værdi af jeres projekt/aktivitet? Hvordan får målgruppen udbytte heraf? Det kan være I søger midler til udstyr, som gør det muligt at lave forskellige aktiviteter for en bestemt målgruppe. Det kan også være, at I søger dækning af udgifter til en samtalegruppe eller udgifter til informationsmateriale, som skal uddeles på skoler, til sundhedspersonale eller en anden særlig målgruppe.
  • Tidsplan for projektet/aktiviteten: start og sluttidspunkt
  • Budget – hvad søger I præcist til? Hvad koster det, og hvad kan I selv medfinansiere.

I kan søge om støtte til næsten alle former for aktiviteter og udgifter. Der er selvfølgelig nogle ting, der er mere interessante for fondene at støtte end andre. Derfor skal I huske, at det I søger penge til, for det første skal matche fondens indsatsområde og for det andet helst skal have en nyhedsværdi. Det er sjældent, at fondene støtter foreningens almindelige driftsudgifter som fx husleje, administration ol.

Fondene vil typisk gerne støtte nye aktiviteter, som gør en positiv forskel for mennesker – og gerne aktiviteter, som ikke kan sættes i gang uden støtte fra den pågældende fond. Undersøg derfor, hvilke temaer og indsatsområder den enkelte fond satser på.

De private fonde støtter næsten altid kun aktiviteter, som endnu ikke er igangsat, på tidspunktet for behandling af en ansøgning fra jer.  

Som regel fremgår fondenes forventede sagsbehandlingstid af deres hjemmeside. Ellers kan I sikkert få behandlingstiden oplyst ved henvendelse til fondets sekretariat. Det er altid vigtigt, at I søger i god tid. Det vil sige minimum 3-6 måneder før I skal bruge pengene og endnu tidligere, hvis der er tale om en ansøgning til større projekter.

Ved større projekter anbefaler vi, at I kontakter den enkelte fond med henblik på at få en førstehåndsvurdering af jeres projektide. På den måde kan I sikre, at I ikke bruger tid på en ansøgning, der alligevel vil falde uden for den enkelte fonds indsats- og støtteområder. For nogle fonde er dialog vigtigt og ikke mindst en forudsætning for, at I overhovedet kan indsende en endelig ansøgning. Hold øje med eller spørg ind til den enkelte fonds procedure i forbindelse med modtagelse af fondsansøgninger. Endelig er det også en god ide, at I søger støtte fra flere fonde til jeres aktivitet eller projekt, idet der er langt flere ansøgere, end fondene har midler til og mulighed for at støtte.

Det vigtige forarbejde, når I søger puljer og fonde

Det er vigtigt, at I laver et godt forarbejde, før I bestemmer, hvilke puljer eller fonde I vil søge støtte fra. Det første I med fordel kan gøre er at aftale, hvem der har ansvar for fundraisingen hos jer. Undgå at sidde med det alene, men lav en arbejdsgruppe og en handleplan for, hvad der skal ske. Det gør det både sjovere og mindre sårbart, hvis I er flere om indsatsen.

Det er oplagt at koble fundraising sammen med foreningens årshjul eller strategiske beslutninger om fremtidige tiltag. Hvad ligger der af aktiviteter, der skal søges midler til? Hvad vil I gerne sætte i gang fremadrettet osv.? Ved at tænke langsigtet i forhold til, hvad I gerne vil søge penge til, er I på forkant, når deadlines for puljer og fonde nærmer sig.

Match jeres aktivitet med puljer og fondes formål

Både offentlige puljer og fonde sætter pris på at modtage gennemarbejdede ansøgninger, som matcher puljens eller fondens formål og interesser. De vil også gerne vide, hvorfor I lige præcist søger støtte fra dem. Vis og begrund derfor gerne, at I har udvalgt den pågældende pulje eller fond, fordi der netop er et godt match mellem formål og interesser og jeres forening, aktiviteter og mål.

Sæt jer grundigt ind i, hvad den enkelte fond eller pulje præcist giver støtte til. Læs også retningslinjer og forventninger til, hvad I skal give svar på i en ansøgning. I kan læse nærmere om, hvad både puljer og fondene støtter, hvem de har støttet, hvor meget de deler ud, vejledninger og gode råd osv. på de pågældende fondes hjemmesider.

Når I skal vælge, hvilke fonde eller tilskudspuljer I vil søge, kan I fx få inspiration til relevante muligheder ved at brainstorme over, hvad det er for en aktivitet, I vil søge støtte til, hvem den giver værdi for, og på hvilket område (socialt, sundhed, kultur osv.) aktiviteten eller projektet giver værdi.

Hvis I fx ville søge midler til en besøgstjeneste for ensomme ældre i en bestemt bydel, kunne det være relevant at søge på nøgleord som:

  • Ældre
  • Ensomhed
  • Livskvalitet
  • Frivilligt socialt arbejde
  • Forebyggelse
  • Sundhed
  • Trivsel
  • Lokalt initiativ
  • osv.

Målgruppen her er ældre, men da det er en meget bred målgruppe kunne det være relevant at søge på mere specifikke målgrupper som fx personer med funktionsnedsættelse, demente, personer med psykiske lidelser ol. Afdækning af jeres målgrupper kan også være en vej til at vælge, hvilke puljer eller fonde I vil søge, da både puljer og fonde ofte giver til bestemte formål og bestemte målgrupper.

Find offentlige tilskudspuljer og private fonde

Når I skal finde offentlige puljer eller private fonde har I flere muligheder: 

  • Legatbogen.dk er landets største søgemaskine, som giver overblik og henvisning til flere tusinde fonde og legater. Her ligger også gode råd og guider om projektansøgning, og hvordan man systematiserer ansøgningsprocessen med meget mere
  • Statens tilskudspuljer.dk er en samlet indgang til og oversigt over aktuelle statslige tilskudspuljer og støttemuligheder på tværs af alle fagministerier
  • Socialstyrelsens oversigt giver overblik over offentlige puljer på socialområdet
  • Fonde.dk er et abonnementsbaseret online værktøj, der understøtter arbejdet med fundraising. Fonde.dk indeholder bl.a. en større fonds-og puljedatabase og en række fundraisings-værktøjer.  Nogle kommuner har tegnet abonnementsaftale med Fonde.dk og giver lokale foreninger og organisationer mulighed for at søge om at få gratis adgang.
  • Mange kommuner har hjemmesider, hvor I kan finde oversigter over puljer og støttemuligheder og måske tilmelde jer et nyhedsbrev
  • Flere frivilligcentre oplyser om puljer og fonde på deres hjemmeside – så kontakt det lokale frivilligcenter, hvis der findes et i kommunen
  • Offentlige puljer og en del private fonde annonceres også i dagspressen, fagblade, lokalaviser ol.
  • Større fonde har ofte et nyhedsbrev, I kan tilmelde jer
  • Flere firmaer udgiver nyhedsbreve, oversigter og/eller har databaser I kan købe jer adgang til
  • Søg efter puljer, fonde og legater på Google
  • Kig på andre foreningers hjemmesider, årsberetninger osv. og se hvilke puljer og fonde, de modtager støtte fra
  • Spørg i jeres netværk 
  • Spørg frivilligkonsulenten i kommunen eller i det lokale frivilligcenter.