Webguide
Seneste revision

Øvelse: Sådan kan I prioritere foreningens midler

Øvelsen "Bør og Gør" kan I bruge, når I skal i gang med at lægge budget for foreningen - typisk i efteråret. Bagefter kan foreningens kasserer og evt. sekretariatslederen udforme et endeligt udkast, som bestyrelsen skal godkende.

Øvelsen "Bør & Gør" er nyttig, når bestyrelsen skal planlægge næste års budget. I øvelsen løfter I blikket fra budgettets kolonner og overvejer, hvordan indtægterne og udgifterne til jeres aktiviteter og projekter bliver prioriteret. Formålet med øvelsen er at reflektere over om I fortsat skal bruge pengene på den samme måde eller om I bør omprioritere organisationens økonomi. Denne øvelse kræver naturligvis, at I er indstillet på at prioritere økonomien anderledes og acceptere, at noget er vigtigere end noget andet.

Kilde: Øvelsen er en bearbejdning af øvelsen "Bør og Gør" i: Pia Halkier Bjerring og Annika Lindén, Anerkendende procesøvelser, Dansk Psykologisk Forlag, 2008

Deltagere, materialer og forudsætninger

Deltagere

Alle bestyrelsesmedlemmer, sekretariatsleder og evt. nøglemedarbejdere

Materialer

  • Et stykke flipover-papir
  • Post-its
  • Tuscher

Forudsætninger

For at lave øvelsen er det en forudsætning at I kender foreningens strategi, mål og ressourcer.

Beskrivelse af øvelsen

Trin 1

Skab et overblik over alle jeres budgetposter. Hvis I har mange budgetposter, så nøjes med de overordnede budgetposter. Notér dem ned på post-its. I skal herefter frasortere alle budgetposter, som skal med til næste budgetår – det kan f.eks. være fordi pengene er øremærkede fonds-eller puljemidler.

Trin 2

Nu sidder I tilbage med budgetposter, som I potentielt kan vælge at skrue op for, skrue ned for eller helt bortprioritere.

Tegn nu et Bør & Gør-skema:

A. Bør

    Gør

B. ÷Bør

      Gør

 

 

 

 

C. Bør

   ÷Gør

 

 

 

D. ÷Bør

     ÷Gør

Trin 3

Svar på følgende spørgsmål:

  1. Hvad brugte vi penge på i år, som vi bør blive med at bruge penge på (felt A)?
  2. Hvad brugte vi penge i år, som vi bør bruge færre penge/ingen penge på næste år (felt B)?
  3. Hvad er det, vi ikke brugte penge på i år, som vi bør bruge penge på næste år (felt C)?
  4. Hvad er det, som vi ikke brugte penge i år og som vi heller ikke bør bruge penge på næste år (felt D)?

Bemærkninger

Det er vigtigt, at I vurderer på den ene side værdien af jeres aktiviteter og på den anden side, den økonomi, I disponerer over. I vil højst sandsynligt kunne argumentere for at langt det meste af det I laver, skaber værdi, men spørgsmålet er om I kan få ”mere for pengene” ved at satse på nogle andre aktiviteter eller målgrupper.

 

Hvad gør vi så nu?

Denne øvelse er oplagt i forbindelse med budgetlægningen, som typisk finder sted i efteråret. Herefter vil kasserer, sekretariatsleder udforme et endeligt udkast, som bestyrelsen skal godkende.