Værktøjer og øvelser
Seneste revision

Øvelse: Lav en interessentanalyse

Med en interessentanalyse kan I få overblik over de nøglepersoner, som har en interesse i foreningens strategi og som I skal forholde jer til, hvis I vil lykkes med jeres strategiske mål. 

Formålet med at udarbejde en interessentanalyse er, at I kan identificere de interne og eksterne nøglepersoner (interessenter) som I skal forholde jer til, når foreningens strategi skal implementeres og fungere i praksis. Interessenterne er med andre ord de personer, som bliver påvirket af jeres strategi og som har eller skal have indflydelse på jeres strategi.

I en interessentanalyse skal I forholde jer til:

  • Hvem er jeres interessenter?
  • Hvad er interessenternes dagsorden?
  • Hvem er vigtigst og hvilken indflydelse har de på foreningens strategi?

Deltagere og praktiske oplysninger om øvelsen

 

Deltagere

Alle bestyrelsesmedlemmer, sekretariatsleder og evt. nøglemedarbejdere og -frivillige.

Forudsætninger

Indsigt i organisationens formål, mål, målgrupper og ressourcer samt kendskab til samarbejdspartnere og konkurrenter.

Materialer

  • En stor flip over eller lignende
  • Store post-it noter
  • Tuscher

Tid

En til to times tid.

Interessentanalysen trin for trin

Tag udgangspunkt i foreningens strategiske mål, når I skal identificere jeres interessenter.

Jeres interessenter kan deles op i fire kategorier:

  1. Gidsler
  2. Ressourcepersoner
  3. Eksterne interessenter
  4. Grå eminencer.

Trin 1

Tegn nedenstående skema på en flip over – gerne så stor som muligt.

GIDSLER

 

 

 

Medvirken nødvendig / lille indflydelse

RESSOURCEPERSONER

 

 

 

Medvirken nødvendig / stor indflydelse

EKSTERNE INTERESSENTER

 

 

Medvirken ikke nødvendig/ lille indflydelse

GRÅ EMINENCER
 

 

 

Medvirken ikke nødvendig / stor indflydelse

Trin 2

Identificér gidsler:  Gidslerne er interessenter, som har lille eller ingen mulighed for at ændre jeres strategi, men hvis medvirken er nødvendig, hvis strategien skal lykkedes. Det er f.eks. børnene, der kommer i en lektiehjælpscafé. Det kunne også være frivillige lektiehjælpere eller lærere, der skal sørge for, at der er tilgængelige faciliteter på en skole. Placér post-it noter (én post-it note pr. interessent) i øverste venstre hjørne.

Trin 3

Identificér ressourcepersoner: Ressourcepersoner er interessenter, som har stor indflydelse på strategien, da de har stor viden. Deres aktive medvirken er nødvendig, da de leverer input, som er afgørende for implementeringen af strategien. Det er eksempelvis medarbejdere i organisationen, der har faglig viden eller eksterne videnspersoner, der fx ved noget om, hvordan man skaber god læring i lektiecafeer. Placér post-it noter (én post-it pr. interessent) i øverste højre hjørne.

Trin 4

Identificér de grå eminencer: De grå eminencer er interessenter, som har stor mulighed for at påvirke væsentlige beslutninger i strategien, men som typisk ikke medvirker aktivt i udførelsen af strategien. Her skal I være opmærksomme på, om der er internt i organisationen er interessenter, der har en interesse i at modarbejde strategien eller om der er eksterne interessenter, der vil modarbejde strategien, fx en konkurrerende organisation, forældre eller andre, der modsætter sig en lektiehjælpscafe. Placér post-it noter (én post-it pr. interessent) i nederste venstre hjørne

Trin 5

De eksterne interessenter er interessenter, der ikke har mulighed for at påvirke centrale beslutninger i strategien, og deres aktive medvirken er heller ikke nødvendig. De er derfor typisk kun med i analysen, fordi I har ønske om at formidle viden til dem fx via artikler i lokalpressen for på den måde at promovere aktiviteterne i jeres strategi. Placér post-it noter (én post-it note pr. interessent) i skemaets nederste venstre hjørne.

Bemærk!

Interessentanalysen er en forholdsvis nem metode til at skabe overblik over relevante aktører. Den kan benyttes til såvel store komplicerede som mindre strategier.

 

Hvad er næste skridt?

Øvelsen med at udarbejde en interessentanalyse giver jer et godt overblik over, hvem det er nødvendigt, at I forholder jer til, hvis I skal opnå jeres strategiske mål. Når I har gennemført analysen kan I lægge en plan for hvordan I skal håndtere jeres interessenter. Til det formål kan I med fordel gennemføre en risikoanalyse.

Mere viden om ledelse i frivillige organisationer

Denne øvelse er udviklet som et supplement til vores bog: At lede en sag. Grundbog for bestyrelsesmedlemmer i frivillige organisationer

I bogen finder du svar på bestyrelsesarbejdets vigtige temaer fx jura, økonomi og strategiske overvejelser. Bogens arbejds-spørgsmål og eksempler fungerer som inspiration til samtaler om blandt andet bestyrelsens formelle opgaver, strategisk udvikling af organisationen og arbejdsdelingen mellem den øverste ledelse og den daglige ledelse. 

Bogen kan bestilles eller downloades fra vores hjemmeside: frivillighed.dk