DIGITALE FRIVILLIGE

Sådan hjælper du din frivillige administrator

Du følger helt sikkert med i dit lokalområde, deler airfryer-opskrifter eller udveklser strikketips i en facebookgruppe. 70% af alle voksne danskere er nemlig medlem af minimum en facebookruppe. Grupperne drives af tusindevis af frivillige. Her får du frivillig administrator Ann Nørgaards bedste tip til, hvordan du gør det nemmere at være frivillig administrator.

Indhold
DIGITALE FRIVILLIGE
Ann Nørgaard frivillig facebook admin Samsø

Tusindevis af online fællesskaber kører igennem facebookgrupper og drives alene med frivillige kræfter. Du er med stor sandsynlighed medlem af minimum en af dem. Hele 70% af danskerne er nemlig medlemmer af minimum én facebookgruppe i følge en ny rapport fra Analyse & Tal.

En af de frivillige er Ann Nørgaard. I 2012 oprettede hun facebookgruppen "Hjælp hinanden på Samsø", og siden da har hun skabt 10 forskellige lokale, digitale fællesskaber, som hun administrerer.

Hendes opgaver som administrator dækker bl.a. over at lukke nye medlemmer ind i grupperne, overvåge korrespondance mellem medlemmerne, så det foregår inden for gruppernes retningslinjer, fjerne opslag og spamprofiler med videre. 

Alt det gør Ann, fordi det giver mening for hende, at være med til at skabe rammer for at indbyggerne på Samsø kan rykke lidt tættere sammen.

"Det gør noget ved os, når vi rykker hinanden nærmere, når vi gir til hinanden. Det har vi brug for i alle samfund og grupper" skriver Ann Nørgaard.

6 råd der gør livet lettere for de frivillige administratorer

På baggrund af Ann Nørgaards mere end ti års erfaring som frivillig administrator, så er dette hendes gode råd til, hvordan hendes frivillige arbejde bliver lettere:

  1. Læs retningslinjerne for den enkelte gruppe og sæt dig ind i, hvorfor gruppen er lavet, inden du poster et opslag
  2. Vær opmærksom på, at det er frivillige der sidder bag tastaturet. De kan ikke altid reagere med det samme
  3. Vær åben overfor irettesættelser om opslag, der ikke passer til gruppens formål. Sorteringen sker for at sikre kvaliteten, og at gruppen er relevant for medlemmerne
  4. Tag dig tid til at svare på spørgsmål og beskeder, som du eventuelt får ved indmeldese i en gruppe
  5. Hold en god tone og respekter trådstarterens spørgsmål. Tænk på, at det du gør og skriver har betydning for andre
  6. Nogle gange så kan skriftlig kommunikation skabe misforståelser. Derfor har Ann valgt, at hendes telefonnummer står på alle grupperne hun administerer, så hun kan tage en snak

 

Klummen er baseret på et Facebook-opslag fra Frivilligcenter Samsø og bragt efter aftale med Ann Nørgaard og Frivilligcenter Samsø.