Hvordan holder vi generalforsamling under corona?

Cecilie Seidelin Petersen, rådgiver og konsulent ved Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Rigtig mange foreninger kontakter CFSA’s rådgivning med spørgsmål til forårets generalforsamling. For hvad stiller man op, når forsamlingsforbuddet sætter begrænsninger for den årlige generalforsamling? Det giver rådgiver og konsulent Cecilie Seidelin Petersens svar på i denne måneds spørgsmål til CFSA's rådgivning.

Indhold
CFSA rådgivning
none

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed, og foreningens vedtægter beskriver reglerne for at afholde mødet. Det er vigtigt, at I overholder alle regler for fx frister og afstemningsmetoder for at kunne afholde en lovlig generalforsamling med gyldige beslutninger. Men vedtægterne står ikke over dansk lovgivning og dermed heller ikke de restriktioner, der aktuelt er meldt ud af regeringen. For foreningerne er det særligt forsamlingsloftet, der spænder ben for at afholde generalforsamlingen, som I plejer.

Genåbningsplanen, som regeringen præsenterede i marts, lægger op til, at forsamlingsloftet løbende hæves. Men selvom det er muligt at samles flere udendørs, så er det for de fleste ikke en realistisk mulighed at gennemføre generalforsamlingen under åben himmel.

Brug for rådgivning?

Er du frivillig, bestyrelsesmedlem eller ansat i en forening, organisation eller et initiativ, som arbejder med socialt udsatte kan du bruge vores rådgivning.

Du kan sende en mail med dit spørgsmål via vores rådgivningsformular 

Du kan også ringe til os på telefon: 66 14 60 61. Vores telefon er åben mandag klokken 12.30-15 og tirsdag - torsdag klokken 9-12.

Bestyrelserne må derfor orientere medlemmerne om, at generalforsamlingen udskydes indtil det igen er muligt at samles. Indtil da bør den siddende bestyrelse holde foreningens medlemmer orienterede, og derudover kun arbejde med at sikre foreningens drift og træffe andre nødvendige beslutninger.

Online generalforsamling - hvad siger vedtægterne?

Hvis I overvejer at afholde generalforsamlingen online i stedet for at udskyde, skal I først og fremmest tjekke, om foreningens vedtægter giver mulighed for en digital generalforsamling. Det kan også være, at I er medlem af en lands- eller paraplyorganisation eller har samarbejdspartnere, der stiller krav til generalforsamlingen.

I særlige tilfælde er det ikke muligt at udskyde generalforsamlingen. Det kan fx være, at flere bestyrelsesmedlemmer har trukket sig, eller at jeres foreningen står over for at skulle træffe en stor beslutning, som ikke kan afvente en senere generalforsamling.

Vi anbefaler ikke, at bestyrelsen indkalder til en online generalforsamling, hvis det udelukker medlemmer fra at deltage. Fx fordi de ikke har adgang til det nødvendige udstyr eller har forudsætninger for at kunne deltage i et online møde. Hvis bestyrelsen vælger at afholde en online generalforsamling, anbefaler vi desuden, at I stiller et ændringsforslag til jeres vedtægter. Forslaget skal beskrive under hvilke omstændigheder og/eller i hvilke tilfælde bestyrelsen fremover kan indkalde til en digital generalforsamling.

God fornøjelse med generalforsamlingerne.

/Cecilie