Faglig artikel

Velkommen tilbage! Tag godt imod jeres frivillige efter genåbningen

Af Suzette Frovin, kommunikationschef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Mens foreningslivet nu åbner igen, er der brug for, at I tager godt imod jeres frivillige. Selv for erfarne frivillige kan der nemlig være brug for at gøre en ekstra indsats, for at alle igen kan finde motivationen efter mere end et år med hel eller delvis nedlukning.

Indhold
Faglig artikel
none

Hvorfor er der forskel på at byde frivillige velkommen tilbage efter sommerferien og på at tage godt imod dem post-corona? Det korte svar er, at vi siden foråret 2020 har befundet os i en form for undtagelsestilstand, hvor vi har været mere isoleret og alene end normalt, og hvor vi har været nødt til bogstavelig talt at tage en dag ad gangen.

Nedlukning af Danmark har for mange af os været en anledning til at reflektere over, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt i vores liv. Hverdagslivet før corona var for mange af os præget af et højt tempo med mange tilbud og muligheder. For mange var der mere fokus på at gøre fremfor at være.

Med krisen blev vores verden mindre, og vi fik mere tid til rådighed. Den tid har mange af os brugt til mere eller mindre bevidst at overveje, hvem vi er, og hvad vi gerne vil være. Ingen vender formentlig fuldstændig upåvirket tilbage til hverdagen, som vi kendte den før corona – i hvert fald ikke for en tid. Det er derfor meget sandsynligt, at jeres frivillige vender tilbage med nye erkendelser og et nyt syn også på deres frivillige indsats.

Frivillige vil stille spørgsmål til deres engagement

For nogle frivillige betyder det, at de vil engagere sig med et (endnu) større ønske om at gøre en synlig forskel for andre. Andre kan være ramt af en følelse af meningsløshed, hvor de spørger sig selv (og jer): Gør jeg overhovedet en forskel? Har mit frivillige engagement en betydning både for mig selv og for andre? Eller er tiden inde til, at jeg foretager mig noget helt andet i min tilværelse?

Der er derfor gode grunde til at tage imod jeres erfarne frivillige, som I tager imod nye frivillige. På den måde sikrer I, at alle – også de nye tvivlere – kommer godt i gang igen efter krisen.

Helt konkret anbefaler vi, at I lægger en plan for, hvordan I onboarder jeres frivillige på ny. Opgaven er, at I skal vise jeres frivillige, at deres indsats gør en reel forskel for nogen. I må også være nysgerrige på, om jeres frivillige er motiveret af de samme opgaver, som før krisen. Det kan I både gøre ved at samle grupper af frivillige til en fælles snak og ved at holde personlige samtaler med jeres frivillige.

Få inspiration til frivilligsamtaler i bogen Samtaler, der kræver mod (2019).

4 veje til at styrke frivilliges motivation

Motivationsforskningen giver fire bud på, hvordan I bedst lykkes med at engagere frivillige på den lange bane:

  1. Giv jeres frivillige succesoplevelser
  2. Hav positive forventninger til jeres frivillige
  3. Match gerne opgaverne så jeres frivillige har en oplevelse af kunne lykkes
  4. Skab mulighed for, at jeres frivillige kan få nye opgaver

I kan bruge de fire motivationsfaktorerer som rettesnor, når I planlægger, hvordan I tager godt imod jeres frivillige post-corona. Herunder kan du læse en beskrivelse af de fire faktorer – og få inspiration til, hvordan I kan bruge dem proaktivt til at onboarde jeres frivillige.

1. Giv frivillige succesoplevelser

Frivillige skal naturligvis opleve, at de gør en tydelig forskel. Det er ikke nyt, men ikke desto mindre er det særligt vigtigt nu, hvor jeres frivillige vender tilbage. Husk, at flere af dem kan være kommet i tvivl, om de overhovedet rykker noget som frivillige. Derfor bør I overveje, hvordan I kan synliggøre den forskel, jeres forening gør for andre, og hvordan jeres frivillige, hurtigt efter de vender tilbage, kan få succesoplevelser i deres frivillige indsats.

2. Hav positive forventninger til jeres frivillige

Under corona blev det tydeligt, at det frivillige sociale arbejde har en stor samfundsmæssig betydning. Nogle af dem, der var mest isolerede og udsatte under corona, er netop målgruppen for frivillige sociale forenings aktiviteter. At have positive forventninger til jeres frivillige betyder, at I viser dem tillid og giver dem rum til at handle og tage initiativ. Et godt sted at starte efter genåbningen er at tage en samtale med jeres frivillige om, hvordan I sammen kan nå ud til sårbare og udsatte brugere, der har været mere eller mindre overladt til sig selv under krisen. Det handler måske mere end nogensinde om at skabe et engagerende og meningsfuldt miljø, så jeres frivillige oplever energien i et være en del af et positivt fællesskab, og at I viser jeres frivillige, at de har været savnet.

3. Match gerne opgaverne, så jeres frivillige har en oplevelse af at lykkes

For den enkelte frivillige handler det om at matche opgaven med den frivillige egne ønsker og kompetencer. Når jeres frivillige har en oplevelse af, at de lykkes med deres indsats, får de mod på mere. Og oplevelsen af at lykkes er en stærk motivationsfaktor for os alle sammen. Så husk løbende at give både personlige og fælles feedback til jeres frivillige, så det bliver tydeligt for dem, når de lykkes med deres opgaver.

4. Skab mulighed for, at jeres frivillige kan få nye opgaver

Det er vigtigt, at frivillige får mulighed for at udvikle sig også i deres frivillige arbejde. I forbindelse med genåbningen er det særligt vigtigt, at I er opmærksomme på, at der kan være frivillige, som vender tilbage med et ønske om at engagere sig i nye eller helt andre typer opgaver, end de tidligere har gjort. Derfor er det godt at overveje, hvordan I kan imødekomme den enkeltes behov for at prøve kræfter med nye opgaver – og hvordan I kan sikre, at alle vender tilbage og finder mening i deres frivillige arbejde.

Der vil også være frivillige, der vender tilbage med med ideer til nye aktiviteter eller nye måder at arbejde på. Husk at tage godt imod deres forslag, som I kan bruge til at udvikle jeres aktiviteter og jeres. Samtidig er det en god ide at overveje, hvordan I mere proaktivt kan invitere jeres frivillige til at byde ind med ideer og muligheder. Det kan både være ideer, der kommer jeres brugere til gode, og initiativer, der få flere frivillige til engagere sig mere.

Artiklen blev første gang publiceret den 26. maj 2020 og opdateret ifm. genåbningen af civilsamfundet i maj 2021.