Ny CFSA-bog om partnerskaber

Parat til et privat partnerskab?

Af Journalist Lene Terkelsen og Malthe Lindholm Sørensen, CFSA

Nye døre, der åbner sig, øget synlighed og flere frivillige. Det er nogle af de gevinster, der kan være for en frivillig social organisation ved at indgå i partnerskab med en erhvervsvirksomhed. Men hvordan kommer I overhovedet i gang? Og hvordan undgår I at miste pusten undervejs i samarbejdet? Center for Frivilligt Socialt Arbejdes nye bog ’Parat til private partnerskaber’ inspirerer frivillige sociale organisationer til at indlede, udvikle og forankre partnerskaber med erhvervslivet, og den giver konkrete eksempler og redskaber til arbejdet.

Indhold
Ny CFSA-bog om partnerskaber
Bogforside

Hvad har en gigantisk byggemarkedskæde og en lille, frivillig organisation, der hjælper hjemløse, til fælles?

En hel del viser det sig ved nærmere eftersyn, selvom de to ved første (og måske lidt fordomsfulde) øjekast kan synes at være optagede af vidt forskellige mål. For mens organisationen vil gøre en forskel for samfundets udsatte, er byggemarkedet jo bare optaget af at tjene penge, ikke sandt?

Så simpel er virkeligheden langt fra. Det viser partnerskabet mellem byggemarkedskæden STARK og den frivillige organisation OMBOLD. De to er gået sammen om at afvikle konkurrencen ”VM i Mur” for hjemløse, hvor STARK bidrager med økonomi, materialer og faciliteter til banen, mens OMBOLD sørger for at skabe et levende fodboldfællesskab for udsatte mennesker.

Det kan I få ud af et partnerskab med en virksomhed
  • Ny læring. Virksomheden kan tilføre jer nye perspektiver, viden og kompetencer. Samarbejdet kan fx give nye indsigter i, hvordan I kan lede en organisation eller motivere  frivillige.
  • Synlighed. Partnerskabet kan påvirke parternes omdømme positivt, og I kan fx blive synlige for virksomhedens kunder eller øvrige netværk. Internt i organisationen kan partnerskabet skabe stolthed hos fx jeres frivillige.
  • Nye frivillige. Partnerskabet kan øge interesse for at være frivillig hos organisationen.
  • Flere midler. Omkostninger reduceres, da to eller flere partnere naturligt nok har flere ressourcer end én.

Partnerskabet er bare et af flere gode eksempler på et succesfuldt møde mellem to sektorer, som optræder i CFSA’s helt nye bog Parat til private partnerskaber – inspiration til civilsamfundet, der skal inspirere frivillige sociale organisationer til at etablere partnerskaber med erhvervslivet.

Der er nemlig et kæmpe potentiale i tværsektorielle partnerskaber, hvor organisationer med vidt forskellige kompetencer, viden og kulturer mødes, lader bogen forstå. Partnerens perspektiv kan bidrage med vigtig læring, innovation og helt nye indsigter, så regnestykket 1 + 1 pludselig giver 3, og det har flere og flere virksomheder og organisationer da også indset.

Men først skal I jo finde den rette partner, dernæst er det nødvendigt at kunne arbejde i samme takt, og det er ikke altid så let som det lyder.

Find den rette partner

Allerførst er det nødvendigt at få styr på jeres egen organisation. Hvem er I, og hvad vil I opnå? Hvad er jeres helt særlige kultur og værdier, og hvad kan I bidrage med i et partnerskab? Skal I overbevise en virksomhed om, at de skal bruge deres tid og ressourcer på netop jer, er det nemlig vigtigt at kunne anskueliggøre udbyttet.

Dernæst handler det om den potentielle partner. Lad jer ikke skræmme af, at en virksomhed måske på overfladen slet ikke minder om jeres organisation. Det handler først og fremmest om at holde fokus på jeres fælles mål og værdier i eftersøgningen af den helt rigtige partner. Fx var der umiddelbart langt fra den lille, frivillige organisation FødevareBanken, som arbejder for at mindske madspild, til finanskæmpen Jyske Bank, men, som den nye bog beskriver, er partnerskabet mellem de to et eksempel på, at ønsket om at løse samfundsproblemer går på tværs af sektorer. FødevareBanken havde ideen. Jyske Bank havde musklerne, i form af blandt andet kommunikationskanaler, til at hjælpe den på vej.

I Parat til private partnerskaber kan I få inspiration til, hvor og hvordan I konkret leder efter den rette partner.

Få styr på aftalerne

Når I har identificeret den oplagte virksomhed, holdt det først møde og fået bekræftet, at interessen er gensidig, er det afgørende, at I får alle forventninger, aftaler og roller på plads. I den første forelskelse i den fælles ide og iveren efter at komme i gang, kan det nemlig virke malplaceret at begynde at tale om 'worst-case-scenarier', men faktisk er det en god ide, at I allerede på dette tidlige tidspunkt gennemgår risici ved partnerskabet. Kan virksomheden eller jeres organisation ende i en situation, der skader den anden parts omdømme? Og hvad gør I, hvis I bliver rygende uenige?

Formulér jeres præcise aftaler i en fælles, nedskreven partnerskabsaftale, der forpligter jer, og gør jer til ligeværdige parter i samarbejdet. Husk fx at blive enige om, hvem der udtaler sig til pressen, så I sikrer, at den ene partner ikke løber med al opmærksomheden, når jeres fælles projekt skal omtales.

5 faldgruber i partnerskabet
  1. Mistillid. Hvis I grundlæggende ikke stoler på den anden part. 
  2.  Ulighed. Parternes forskellige status ift. ressourcer, synlighed og image kan skabe en ulige magtbalance, som fx kan betyde, at en part engagerer sig mindre i samarbejdet af frygt for at blive udnyttet af de andre involverede. 
  3.  Uklarhed. Hvis der er usikkerhed om ledelse, roller og ansvarsfordeling, giver det dårlige odds for samarbejdet. 
  4. Konfliktskyhed. Hvis parterne går på kompromis med visionen og samarbejdet for at undgå spænding og forskelligheder. ​​​​​​
  5. Enøjethed. Hvis en person, fx projektlederen, udelukkende fokuserer på projektet og partnerskabet og glemmer at inddrage sin egen organisation.

Hold dampen oppe

Fundamentet for jeres nye partnerskab er på plads. Nu skal I i gang, og det er vigtigt, at I hele tiden holder kontakten og orienterer hinanden om alt relevant i projektet. Hold også møder med fokus på nye tanker og videreudvikling. Tillad hinanden at tænke stort og anderledes, så I sammen flytter jer i nye retninger. Måske kan I sammen løse et andet problem? Eller videreudvikle jeres idé eller metode?

Flere af eksemplerne i bogen Parat til private partnerskaber – inspiration til civilsamfundet viser partnere, der er gået sammen om at løse et givent problem, men som undervejs også er nået frem til helt nye metoder og et ganske andet udbytte, end de først regnede med. Fx partnerskabet mellem Jyske Bank og FødevareBanken, hvor partnerne overordnet fokuserede på ressourcebevidsthed, og det smittede også af på andre områder, så medarbejdere fx tog initiativ til at starte samkørsels-ordninger, ligesom der blev rekrutteret nye frivillige til FødevareBankens arbejde blandt Jyske Banks medarbejdere, som stod for at skulle pensioneres.

Et andet af bogens eksempler er det mangeårige partnerskab mellem Børns Vilkår og TDC Group, der begyndte som et samarbejde om BørneTelefonen, men i dag har udviklet sig til at fokusere mere generelt på at understøtte børns digitale dannelse og trivsel, hvilket blandt andet har ført til udvikling af webuniverset ’Digitalt Liv’ for forældre, som gerne vil forstå deres børns digitale liv.

Alt sammen gevinster ved partnerskabet, som ingen havde kunnet forudse på forhånd.

Partnerskabsruten: 7 trin til et godt partnerskab

I Parat til private partnerskaber indgår Partnerskabsruten, som er udviklet af CFSA. Partnerskabsruten inddeler vejen til det stærke og ligeværdige partnerskab i syv trin, der bringer læseren fra de første indledende overvejelser til den endelige partnerskabsaftale.

  1. Forstå jeres egen organisation. Hvad er jeres værdier, og hvad vil I opnå? 
  2. Find det rette match. Hvem kan have de samme mål som jer? Og hvad kan I tilbyde dem? 
  3. Det første møde. Hvad skal I hver især have at vide om hinandens organisationer? 
  4. Dialog om de fælles ideer og mål. Hvad vil I opnå sammen? Hvordan og hvorfor?
  5. Organisering, rammer og tillid. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? 
  6. Kommunikér sammen. Hvem udtaler sig om hvad? 
  7. Den endelige aftale. Hvad er jeres fælles ståsted, som I skal arbejde ud fra?
Bogforside
Parat til private partnerskaber – inspiration til civilsamfundet. Af Lene Hjorth, Laura Auken og Malthe Lindholm. Udgivet af Forlaget CFSA, Center for Frivilligt Socialt Arbejde.  29. april 2022. 

Bestil et eksemplar af Parat til private partnerskaber

CFSA's nye bog Parat til private partnerskaber - inspiration til civilsamfundet er især målrettet ledere, ansatte og bestyrelser i mellemstore frivillige sociale foreninger og organisationer, som ønsker at indgå i eller styrke eksisterende  partnerskaber med erhvervslivet. 

Bogen er også relevant for virksomheder eller fx kommuner, der gerne vil have inspiration og redskaber til at udvikle tværsektorielle partnerskaber. 

Bestil dit eksemplar af Parat til private partnerskaber