Karin Ingemann, bestyrelsesforperson hos CFSA

Ny forperson udpeget for CFSA’s bestyrelse

Center for Frivilligt Socialt Arbejde har per 30. september fået ny bestyrelse. Valget af forperson faldt på Karin Ingemann, der har knap tyve års erfaring fra centraladministrationen blandt andet fra både Socialministeriet, Socialstyrelsen og integrationsområdet, og nu sidder som udviklingschef i DIF.

Karin Ingemann har en lang historie på socialområdet og kender CFSA godt, ikke mindst fra 14 år i Social- og Ældreministeriet heraf ti år som kontorchef. Hun har været ansvarlig for bl.a. handicap-, unge- og ikke mindst frivilligområdet, og her har hun med egne ord gennem årene ”haft stor glæde af centerets store viden om metoder og indsatser, når civilsamfundet skulle aktiveres i løsningen af komplekse problemer.”

... hvis vi vil mere end blot holde skåltaler om frivillighed, så er vi nødt til at sikre os, at der bliver indsamlet relevant viden, som kan bidrage til at udvikle det frivillige Danmark
Karin Ingemann, forperson for CFSA's bestyrelse

Samarbejdet med CFSA fortsatte i Karin Ingemanns tid som chef på integrationsområdet i Styrelsen for Internationale Rekruttering og Integration (SIRI) under Udlændinge- og Integrationsministeriet. I dag trækker hun på centrets viden i sin stilling som udviklingschef i DIF. Hun glæder sig til arbejdet og ser frem til at få etableret et godt samarbejde i den nye bestyrelse, så den understøtter centrets arbejde bedst muligt.

"Centret udgør på mange måder vidensgrundlaget for det frivillige Danmark. Da jeg for nyligt var på biblioteket for at finde litteratur om frivillighed, stod der 'CFSA' på fem af de seks bøger, jeg kom hjem med. Andre udgivelser, som fx Frivilligrapporten, giver hel unik indsigt i alt det, frivillige kan - og også det, de udfordres af. Og når jeg skal vide noget om foreninger, lokaldemokrati, etc., så går jeg ind på centerets hjemmeside. Den viden er utrolig værdifuld for foreningerne. Samtidigt betyder CFSAs tætte kontakt med foreningerne, at centeret hele tiden kan være opdateret på, hvad der rører sig i frivilligdanmark, og bringe den viden videre til beslutningstagerne. Det er det, centeret gør i dag, og det vil jeg gerne være med til at fremme og gøre endnu tydeligere.”

Om arbejdet fremadrettet fremhæver Karin Ingemann vigtigheden af, at centret fortsat dyrker det gode samarbejde med nationale og lokale aktører. Hun tror på, at den frivillige sektor spiller en meget central rolle i løsningen af de velfærdsudfordringer, vi står overfor. Derfor skal sektoren understøttes og udvikles, og det kræver solid viden.

”Det samfund, vi lever i, er komplekst. Ingen kan stå alene. Hvis vi ikke samarbejder om løsningerne, så når vi ikke det, vi vil. Derfor er civilsamfundet så vigtigt. Men hvis vi vil mere end blot holde skåltaler om frivillighed, så er vi nødt til at sikre os, at der bliver indsamlet relevant viden, som kan bidrage til at udvikle det frivillige Danmark.”

CFSA's nye bestyrelse

Den ny bestyrelse mødes for første gang fredag den 4. november og består af:

  • Karin Ingemann, udviklingschef, DIF, Udpeget af Social- og Ældreministeriet
  • Marie-Louise Gotholdt, national chef, Dansk Røde Kors, Udpeget af Social- og Ældreministeriet
  • Martin Pedersen, direktør, Ombold, Udpeget af Social- og Ældreministeriet
  • Malene Brandt, chef for foreningsteamet i Coop, Udpeget af Social- og Ældreministeriet
  • Katrine Nørtoft Magelund, chefkonsulent i KL, Udpeget af KL
  • Bjarne Ibsen, professor, Syddansk Universitet, Udpeget af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv
  • Mirka Mozer, direktør, Diversity Works, Udpeget af Frivilligrådet
  • Sanne Friis Højland, observatør fra Social- og Ældreministeriet.

Forpersonen og tre af medlemmerne er udpeget af Social- og Ældreministeriet. De øvrige tre medlemmer er udpeget af Kommunernes Landsforening (KL), Forskningsrådet for Samfund og Erhverv og blandt medlemmerne af Frivilligrådet. En repræsentant fra Social- og Ældreministeriet samt centrets tillidsrepræsentant deltager desuden som observatører i bestyrelsens møder. Bestyrelsen beskikkes af Socialstyrelsen for en 4-årig periode, som følger den kommunale valgperiode.

Se mere om CFSA's nye bestyrelse

Kontakt

Sarah Borger, kommunikationskonsulent hos CFSA
Kommunikationskonsulent og presseansvarlig

M +45 92 82 19 49