For Lige Vilkår er en landsdækkende og diagnose-tværgående forening for forældre og andre pårørende til børn, der på grund af handicap eller kronisk sygdom har særlige behov.
Forældre er den vigtigste ressource i forhold til barnets trivsel og udvikling, og vores mål er at sikre forældrenes vilkår, så de kan opretholde et almindeligt og velfungerende arbejdsliv, familieliv og socialt liv.
Vi varetager forældrenes og familiernes interesser overfor beslutningstagere, meningsdannere og fagprofessionelle. Derudover tilbyder vi bisidderordning, professionel rådgivning om fx serviceloven og familieforhold, afholder foredrag og faciliterer netværk mellem forældrene.