Få svar på spørgsmål, når du skal deltage i et webinar

Vi har udarbejdet en FAQ hvor du får svar på alle dine spørgsmål om webinarer, opkobling, deltagelse, lyd og teknik

Hvad er et webinar?

Et webinar er et live web seminar, hvor du online møder underviser og andre deltagere. Undervejs kan du chatte med deltagerne og stille spørgsmål til underviseren/værten. Det eneste du behøver, er en computer med internetadgang via kabel, lyd og evt. mikrofon samt en stille og rolig plads.

Hvordan deltager jeg på et webinar?

Du deltager via en computer, der har adgang til Internettet via kabel. Dette krav stiller vi fordi vores erfaring er, at en trådløs opkobling er for ustabil til webinarer og ofte giver problemer, udfald og forsinkelser.

Inden webinaret sender vi dig en mailindkaldelse med link til webinaret og information om, hvordan du får adgang.

Vi holder webinarer i både Zoom og Microsoft Teams. Læs mere om disse i guidens to næste afsnit.

Når du skal deltage i webinar via Zoom

Når du har tilmeldt dig webinaret, modtager du i første omgang en bekræftelse per mail. Kort før webinaret modtager du endnu en mail med et link.

Når du vil deltage i webinaret, klikker du på linket i mailen.

Der kommer herefter en lille dialogboks frem med flg. tekst:

Join with computer audio
Test speaker and Microphone

I dialogboksen skal du først klikke på det nederste link, så du får testet både højttaler og mikrofon. 

Når du har testet lyden, klikker du på "Join with computer audio".

Så får du adgang til webinaret.

Webinaret bliver optaget på video. Efter webinaret sender vi dig et link til optagelsen og evt. de slides, der bliver gennemgået.

Oplever du problemer med linket, kan du istedet kopiere linket ind i din browser.

Hvis du allerede har downloaded Appen Zoom på din telefon, tablet eller pc, kan du også bare - når du har åbnet appen - taste det id-nummer ind, som også stod i mailen fra os.

Når du skal deltage i webinar via MS Teams

Step 1 - Klik på mødelinket 

Når du skal deltage i et møde/webinar hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde, skal du trykke på det mødelink, du har modtaget, og du vil derefter blive dirigeret over i det givne møde.

Step 2 - Vælg at deltage via en browser eller via Microsoft Teams App'en

Når du har trykket på linket, har du tre muligheder:

  1. Deltag i webinaret via en browser Microsoft Edge eller Google Chrome (kræver ingen yderligere installation). Når du deltager via browser, kan der mangle nogle funktioner, men det er OK.
  2. Deltag via Microsoft Teams-App (kræver at MS Teams er eller bliver installeret). Når du deltager via MS Teams-App’en har du flere funktioner end via browser.
  3. Download Microsoft Teams-App (når den er installeret, skal du så trykke på mødelinket igen og så åbne MS Teams som i punkt 2 herover). Denne adgang giver den optimale deltagelse.

Tjek vores manual til deltagelse i webinar via MS Teams

Skal jeg have hovedtelefoner, mikrofon og webcam?

Du skal som deltager have lyd enten via pc eller headset. Vigtigt! Vær opmærksom på, at du evt. selv skal tilpasse dit lydniveau. Til langt de fleste webinarer er webcam og mikrofon ikke nødvendigt. Hvis der er behov for det, vil vi skrive det specifikt i den mail, du modtager fra os inden webinaret.

Kan jeg deltage via tablet eller smartphone?

Ja, men vores erfaring er, at der ofte opstår udfald og forsinkelser hvis man deltager via en trådløs forbindelse. Derfor anbefaler vi altid, at man benytter en pc/mac med en kablet internetforbindelse.

Hvordan stiller jeg spørgsmål til webinarets underviser?

Når du deltager på webinaret, kan du stille spørgsmål til underviseren og chatte med de andre deltagere via online chatten. Webinarets underviser redegør for 'spillereglerne” i starten af webinaret.

Hvad gør jeg, hvis jeg få tekniske problemer under webinaret?

Underviseren vil forsøge at hjælpe dig, men det er dit eget ansvar, at din teknik virker. Vi har ikke teknisk support tilknyttet vores webinarer.

Hvordan behandler I mine oplysninger?

Når du tilmelder dig et webinar eller kursus hos os, beder vi dig oplyse, hvilken organisation, frivillig forening eller projekt du repræsenterer, samt hvilken funktion du varetager. Vi bruger oplysningerne til at få et indblik i, hvem der deltager på vores kompetenceudviklingstilbud. Desuden bruger vi det til at føre statistik over vores webinartilbud. Læs nærmere i vores privatlivspolitik, når du tilmelder dig.