Velfærd og frivillighed på Folkemødet
Et gennemgående tema i årets folkemødedebatter om frivillighed var, hvordan frivillige og offentlige aktører kan samarbejde om at løse store problemer i velfærden. CFSA deltog i mange af debatterne, hvor der blev talt om ansvar og samarbejde. Alle var enige om, at det er vigtigt at tale sammen og forstå hinanden på tværs af sektorer. Men selvom der var gode samtaler, var det småt med konkrete løsninger eller finansiering.
Hvis man vil vide, hvad der optager beslutningstagere og politikere for tiden, så er Folkemødets program ikke et dårligt sted at starte. Temaer som corona og ytringsfrihed har på hver deres tidspunkt fyldt debatteltene for senere år at spille en betydeligt mindre rolle.
2024 blev året, hvor vi i civilsamfundsdebatterne skulle tale om samspillet mellem frivilligheden og det offentlige i løsningen af store samfundsudfordringer som ulighed i sundhed, unges mistrivsel, børn, der vokser op i fattigdom osv. Kernespørgsmålet gennem størstedelen af de 32 debatter, der handlede om frivillighed, var ”Kan frivillighedens redde velfærden?” - som også var titlen på en debat arrangeret af Kommunernes Landsforening.
CFSA var med i panel og/eller publikum til de fleste af debatterne, og her kan du læse, hvad vi fik (og ikke fik) med hjem.
Det fik vi
En meningsfuld samtale om ansvar og roller
Både civilsamfundsorganisationer, offentlige aktører og fonde mødte op til debatterne med en velvilje til at samarbejde, som prægede samtalerne.
Organisationerne ville sikre en høj kvalitet i deres tilbud. For eksempel var Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, og Laura Kirch Kirkegaard, direktør i LOKK, enige om, at kvalitetssikring og akkreditering af frivillige sociale tilbud også handler om at kunne garantere et højt kvalitetsniveau til fx offentlige samarbejdspartnere. Og i en debat mellem Laila Walther, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade, og Anders Kühnau, formand i Danske Regioner, lovede Laila at sikre en høj kvalitet og Anders at gå ind i samarbejdet med tillid, ikke med kontrol.
De offentlige aktører ville lade de frivillige foreninger løse opgaverne på den måde, der passer til deres virkelighed, og i øvrigt undlade at overtage opgaver, som i virkeligheden ligger bedre til civilsamfundet. Som Martin Damm, formand for KL, formulerede det: ”Nogle gange skal man lade et problem stå lidt, for så kommer der nogen og løser det. Vi i det offentlige har taget for meget til os. Og så bliver vi jo opgaveejere af det hele.”
Alle var enige om, at frivilligheden ikke må blive en serviceleverandør, og at det offentlige ikke må ”bestille” frivillige til at løse de opgaver, som de med Martin Damms ord er blevet ”opgaveejere” af.
Masser af tilkendegivelser om, at vi ønsker at tale sammen på tværs af sektorer
Initiativet til at debattere samarbejdet mellem frivillighed og velfærd kom fra flere sider. Både KL, Danske Regioner, en håndfuld civilsamfundsaktører og en række paraply- og tværgående organisationer på frivillighedsområdet var arrangører af debatter under det overordnede tema om velfærd og frivillighed. Og ingen satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt et godt samarbejde på tværs af sektorer er afgørende for at møde fremtidens udfordringer. Debatterne var derimod en gensidig bekræftelse af, at det nu handler om at finde den rigtige måde at etablere forståelse og gode relationer på tværs af frivillige og kommunale tilbud. Svendborg Kommunes borgmester Bo Hansen påpegede, at det er vigtigt at et reelt samarbejdsønske kommer fra de øverste politiske organer i både kommuner og organisationer, for at denne samtale kan lykkes.
”Nogle gange skal man lade et problem stå lidt, for så kommer der nogen og løser det. Vi i det offentlige har taget for meget til os. Og så bliver vi jo opgaveejere af det hele.”
Det fik vi ikke
Konkret viden om udfordringerne
Man kan selvfølgelig mene, at Folkemødet er stedet, hvor vi godt må blive i ’helikopteren’ og holde diskussionerne på et meget overordnet niveau. Heroppe kan vi alle sammen blive enige om, at dialog er vejen frem, og at vi skal opbygge forståelse for hinanden på tværs af sektorer, hvis vi sammen skal løfte nogle af de svære velfærdsopgaver.
Problemet er dog, at de meget konkrete udfordringer fra dagligdagen for alle dem, der skal implementere planerne om samarbejde på tværs af sektorer, aldrig rigtig kom i spil i debatterne. Og hvis de udfordringer skal løses, kræver det, at beslutninger bliver truffet i den føromtalte helikopter. Hos CFSA kan vi fx se, at et succesfuldt samarbejde mellem kommuner og frivillige foreninger kun kan lade sig gøre, hvis man er villig til at se på organisering og struktur og kan og vil investere ressourcer på begge sider af samarbejdet. Som CFSA’s centerchef, Rillo Rud, formulerede det under en debat arrangeret af Frivilligrådet: ”Det første skridt i samarbejdet mellem kommunerne og de frivillige foreninger starter i det relationelle. Men på et tidspunkt skal relationerne laves om til nogle bæredygtige strukturer. Ellers bliver det for sårbart, når nogen siger op eller bliver trætte af hinanden. Og det kræver ressourcer.”
Den dialog, vi alle sammen ønsker, kræver desuden en facilitering, som må være til rådighed på samfundsplan – ikke kun for dem, der har god plads i budgettet.
”Det første skridt i samarbejdet mellem kommunerne og de frivillige foreninger starter i det relationelle. Men på et tidspunkt skal relationerne laves om til nogle bæredygtige strukturer. Ellers bliver det for sårbart, når nogen siger op eller bliver trætte af hinanden. Og det kræver ressourcer.”
Penge
Og det fører videre til den sidste ting, som Folkemødet ikke bidrog med; nemlig finansiering. Selvom Civilsamfundets Brancheforeningen, i form af forkvinde Laila Walther, gjorde sit for at holde grundfinansiering af det frivillige sociale område på dagsordenen, så blev det en meget lille del af det samlede program om frivillighed.
