Folkemøde 2023: Trivsel og arbejdsmiljø

Har civilsamfundet et problem med arbejdsmiljøet?

Der er mange grunde til, at emnet er svært at tale om: Blandt andet frygt for dårlig medieomtale eller at blive fyret. Men tavshed gør samtidig problemet svært at løse. Det kom frem i CFSA's folkemødedebat, hvor centrale civilsamfundsaktører debatterede dårligt arbejdsmiljø.

Indhold
Folkemøde 2023: Trivsel og arbejdsmiljø
CFSA's FM23 debat om arbejdsmiljø i civilsamfundet

”Vi må ikke reducere den her debat til, at hvis vi får en grundfinansiering, får vi et godt arbejdsmiljø. Det handler om meget mere – om hvordan man laver en struktur for at arbejde med frivillige og et godt organisatorisk set-up for ansatte, om kompetenceudvikling af ledere og meget andet.” Sådan sagde CFSA’s konsulent Henriette Højberg i CFSA’s velbesøgte folkemødedebat ’Har civilsamfundet et problem med arbejdsmiljøet’.

Debatpanelet, som foruden Henriette Højberg bestod af Thit Aaris-Høeg, direktør i Fonden for Socialt Ansvar, Maria Haukrogh seniorkonsulent i Velliv og Martin Pedersen, direktør i OMBOLD, blev hurtigt enige om, at der er problemer, og at problemerne er særlige for organisationerne i civilsamfundet.

Flere grunde til et presset arbejdsmiljø 

Blandt de klassiske årsager til et betændt arbejdsmiljø nævnte Henriette Højberg det faktum, at ansatte i civilsamfundet arbejder for en sag og hylder meningsfuldheden i deres arbejde, som både kan motivere, men også spænde ben for et godt arbejdsmiljø.

Thit Aaris-Høeg pegede på de vanskelige økonomiske og strukturelle rammevilkår i civilsamfundsorganisationerne. De betyder fx, at tryghed i ansættelse er svært, når man som organisation skal sikkerhedsopsige medarbejderne hvert år i oktober, fordi midlerne udløber til december uden at man ved om de kommer igen.

Martin Pedersen fra Ombold fortalte om det pres, som blandt andre medarbejdere, som arbejder med udsatte mennesker, står over for. ” … [medarbejderne] tænker meget over, hvad der kan ske, hvis de nu ikke tager telefonen efter klokken 17.”

Blandt årsager til et dårligt arbejdsmiljø pegede panelet ligeledes på, ”at frivillige indgår i ligningen i mange af civilsamfundets organisationer – både på ledelsesniveau med bestyrelser og i det udførende led – men i begge ender kan uklarhed om roller og mandater samt forskellige grader af professionalisme give udfordringer.”

Læs mere i Altinget Civilsamfunds artikel: Betændt arbejdsmiljø er det beskidte vasketøj, som ingen civilsamfundsorganisationer ønsker at hænge offentligt til tørre, som opsummerer de vigtige pointer fra CFSA's folkemødedebat om dårligt arbejdsmiljø i civilsamfundet.

Tak til redaktør på Altinget Civilsamfund Gitte Skotby-Young Ballenstedt for at stille artiklen gratis til rådighed for alle