Folkemødet på Bornholm

Sådan får I mest ud af Folkemødet på Bornholm

Af Suzette Frovin, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Folkemødet er en enestående mulighed for at få politikere, interesseorganisationer og fonde i tale. Men for at få det fulde udbytte skal I forberede jer godt, inden I tager afsted. Vi har samlet vores bedste råd til, hvordan I som lille eller mindre forening kan forberede jer til den årlige demokratifest på Bornholm?

Indhold
Folkemødet på Bornholm
Foto fra Folkemødet

Med mere end 2.500 officielle events er det let at miste pusten på Folkemødet. Derfor er det helt afgørende, at I allerede inden I ankommer til Allinge har lagt en plan. Ikke bare for, hvilke events I vil deltage i, men i særdeleshed for hvad I gerne vil have med hjem fra Folkemødet. 

Hvorfor skal I på Folkemøde?

Start med at tage en snak i foreningen om, hvad I gerne vil have ud af Folkemødet. Sæt 2-3 realistiske mål. Det kan fx være emner, I gerne vil have ny viden om, debatter, hvor I gerne vil markere jer, eller mennesker, I gerne vil have i tale.

Derudover er det en god ide at aftale, hvornår og hvordan I samler op på Folkemødet efterfølgende. Fx skal I ret hurtigt efter Folkemødet følge op på de nye kontakter, I har fået skabt. 

Hvem skal I have med på Folkemøde?

Når I ved, hvorfor I skal med på Folkemødet, skal I beslutte, hvor mange og ikke mindst hvem der skal afsted. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvem der repræsenterer jer. Hvis jeres primære formål er at netværke og skabe nye kontakter, er det vigtigt, at jeres repræsentanter er udadvendte, har mod på at stille spørgsmål under debatterne og er gode til tage kontakt til nye mennesker.

Det kan være en dyr fornøjelse af tage til Folkemøde, men måske er det ikke nødvendigt at være med fra start til slut. Hvis I er godt forberedte, kan det sagtens give mening med en en-dagstur.

Vælg de mest relevante debatter og arrangementer

Læs programmet for hele Folkemødet godt igennem og vælg tre, højeste fire, debatter eller arrangementer, I vil deltage i. Helt praktisk er der langt fra den ene ende af Allinge til den anden og en stor menneskemængde at forcere. Læg derfor god tid ind mellem de debatter, I vil deltage i, så I ikke skal løbe fra det ene arrangement til det næste.

Tre kriterier I kan bruge, når I udvælger debatter, er:

  1. Hvilke debatter bidrager med ny viden til vores arbejde?
  2. Hvilke debatter giver os mulighed for at markere os med relevant viden/spørgsmål?
  3. Hvilke debatter giver mulighed for at møde mennesker, som vi gerne vil have i vores netværk?

Stil konstruktive, velovervejede spørgsmål

Hvis I gerne vil skabe opmærksomhed om jeres sag, skal I stille gode, kvalificerede spørgsmål i de debatter, I deltager i. Brug spørgsmålene til at fortælle, hvor I kommer fra, viser hvem I er, og hvad I kan byde ind med – og vis samtidig, at I er nysgerrige på ny viden eller nye vinkler på en problemstilling.

Underbyg jeres spørgsmål med den viden, I har fra jeres egen forening eller organisation, men hold jeres spørgsmål korte, åbne og undrende. Hvis I bidrager konstruktivt til debatten, er I med til at give et positivt indtryk af jeres forening blandt deltagerne i debatten.

Fordelen ved at stille spørgsmål undervejs er også, at det er mere oplagt, at I bagefter henvender jer til eksperterne i panelet med opfølgende spørgsmål og input. Det gælder selvfølgelig særligt, når der er eksperter og/eller beslutningstagere til stede, som I gerne vil i kontakt med efterfølgende.

Skab nye kontakter

Husk visitkort, som I kan udveksle, når I møder mennesker, som I gerne vil holde kontakten til. Folkemødet er nemlig et godt sted at møde gamle venner og stifte nye bekendtskaber, som kan komme jer til gavn senere hen. Fx i et nyt samarbejde eller partnerskab.

Hold derfor øjne og ikke mindst øre åbne under debatterne og tag kontakt til andre deltagere, som stiller spørgsmål eller kommer med input, som er relevante for jer.

Hvis I begge er på vej til en ny debat, så foreslå, at I mødes senere på Folkemødet og taler videre. Det kan bare være over en kop kaffe eller en øl. Det behøver ikke være så formelt, men det gælder om at gribe mulighederne, når de er der.

Og så skal I huske at følge op, så snart I kommer hjem. Det kan være en mail med tak for sidst og et link til en interessant artikel om det emne, I har til fælles. Eller det kan være en invitation til at mødes snart igen og fortsætte snakken fra Folkemødet. 

Mød dem, I allerede kender

Stemningen på Folkemødet lægger op til at mødes uden for de vante rammer. Den mulighed kan I benytte jer af til at mødes med vigtige mennesker i jeres netværk, som allerede er i Allinge. Et møde kan være alt fra en frokost, en stående kop kaffe til et mere uformelt møde på klipperne ved hovedscenen, hvis vejret er til det.

Tag chancen! 

Nok er det vigtigt, at I har sat jer mål for, hvad I vil have ud af Folkemødet, men når først I står på pladsen i Allinge, vil der sikkert vise sig helt nye muligheder for ny viden og netværk. Dem skal I selvfølgelig tage imod med åbne arme. Og så skal I tillade jer selv også bare at sidde midt i det hele og mærke stemningen til den store folkefest.

Forhåbentlig ses vi.

Godt Folkemøde!