Webinarer

CFSA tilbyder webinarer til frivillige og ansatte i det frivillige sociale arbejde, som en hurtig, nem og effektiv måde at få viden, inspiration og værktøjer.

CFSA's webinarer er online undervisning, som foregår live. Det vil sige vi står og underviser fra vores studie på centeret i Odense, mens du kan se med hjemmefra. De fleste af vores webinarer varer ca. 1 til 1½ time og foregår som korte oplæg med mulighed for spørgsmål og kommentarer fra deltagerne undervejs.
Enkelte gange udbyder vi også længere undervisningsforløb, hvor de snarere deltager i en virtuel workshop.

Hvem kan deltage i CFSA’s gratis webinarer?

Alle kan som udgangspunkt tilmelde sig og deltage i CFSA’s gratis webinarer. Men formålet med alle CFSA’s kursustilbud er at styrke, udvikle og inspirere frivillige og ansatte i det sociale arbejde. Derfor vil det faglige indhold være målrettet den frivillige sociale sektor.

Webinarene er udviklede, så de matcher det frivillige sociale områdes mangesidede behov. Vi udbyder fx både webinarer i frivilligledelse, bestyrelsesarbejde, dokumentation og kommunikation.
Læs i kursusbeskrivelsen for hvert enkelte webinar eller kursus, om det er relevant for dig, og om du er i målgruppen.

Hvad er frivilligt socialt arbejde?

Vores webinarer er målrettet det frivillige sociale område. Det betyder, at de er særligt relevante for frivillige foreninger, organisationer eller grupperinger, som udfører aktiviteter inden for det sociale område. Definitionen af en frivillige social indsats er hentet i Socialministeriets vejledende retningslinjer efter Servicelovens §18:

”… handlinger, der sigter på at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd og omsorg eller sigter mod at løse velfærdsproblemer […] En social indsats kan således gå på tværs af sektorer og foregå i regi af f.eks. en boligsocial, sundheds- eller integrationsindsats”

Praktiske oplysninger når du skal deltage i et webinar

Vi har udarbejdet en FAQ om webinarer, som giver svar på de fleste praktiske spørgsmål, du kan have både før og under webinaret.