Kursus

Den gode bisidder. Lokalt grundkursus for frivillige

Som ny bisidder har man brug for viden og relevante redskaber, når man skal hjælpe en borger med en sag. Dette lokale kursus giver nye og kommende bisiddere en grundig introduktion til lovgivningen og de væsentlige emner og udfordringer, man støder på, når man arbejder som bisiddere: Hvad må man og hvad må man ikke som bisidder, og hvordan kan man sætte grænser - også over for den borger, man hjælper?

none

Tænk, hvis borgerne altid forlod mødet med sagsbehandleren eller lægen med en følelse af at være blevet hørt, at man er på ’samme side’ i sagen, og at løsningerne er de rigtige! Det er netop det, en god bisidder er til for. Men hvordan bliver man en god bisidder?

Dette lokale kursus giver den grundlæggende viden og en række praktiske redskaber, der klæder frivillige på til at varetage opgaven som bisidder for en borger.

Grundkurset giver en introduktion til lovgivningen og den grundlæggende viden, der skal til for, at man varetager opgaven som bisidder på bedste vis, stiller de rette spørgsmål til myndighed og borger, og ikke mindst bliver i stand til at sætte de nødvendige grænser – også over for den borger man skal hjælpe.

Hvem henvender kurset sig til?

Kurset er målrettet frivillige i foreninger, frivillige organisationer og initiativer, som udfører frivilligt socialt arbejde og som skal være bisidder for en bruger eller en borger. Deltagerne kan både være helt nye uden megen erfaring eller frivillige bisiddere, som allerede har lidt erfaring, men gerne vil være endnu bedre til at hjælpe mennesker til at udtrykke deres behov og få myndighedspersoner til at lytte. 

Det er vigtigt, at deltagerne er indstillet på at medvirke aktivt i kursets øvelser og spiller ind med deres egen viden og erfaring med bisidning.

Varighed og form

Det lokale grundkursus er tilrettelagt som et kursus over to dage. 

Kurset byder på en blanding af oplæg fra underviser, praktiske øvelser og diskussioner, som tager udgangspunkt i deltagernes egen viden, erfaringer og eksempler fra arbejdet som bisidder.

Tidspunkt og sted for et kursus aftales mellem jer og underviseren, når I har fået grønt lys fra CFSA.

Bemærk! Der kan være max 20 deltagere på dette lokale kursus.

Kursusindhold

Grundkurset giver indsigt, viden og redskaber til arbejdet som frivillig bisidder.

Mere viden om rollen som bisidder

Lokale kurser giver mulighed for at tilpasse indholdet til netop jeres deltagere.

Emnerne for dette kursus kan fx være:

  • Hvad må man og hvad må man ikke som bisidder?
  • Hvad siger lovgivningen om bisiddere?
  • Hvordan hjælper man borgeren med at få sit budskab igennem til sagsbehandleren – og får sagsbehandleren til at lytte?
  • Hvordan sætter man som bisidder grænser – også for borgeren?
  • Den gode forberedelse – både før, under og efter et møde med myndigheder og offentlige instanser

Vi anbefaler, at deltagerne efter kurset sætter tid af til at afprøve de værktøjer, som de præsenteres for. Det er med til at sikre, at de får et større udbytte af kurset.

Underviser

 

none

Malene Sønderskov er direktør i Center for god forvaltning, som hjælper kommuner og institutioner med at styrke det borgernære samarbejde. Malene er endvidere medstifter og partner i Strategihuset, hvor hun arbejder med organisationsudvikling, forandringsteori og sikring af borgernes rettigheder. Malene har især bistået NGO’er og frivillige organisationer i Danmark og udlandet med strategiudvikling, evaluering og metodeudvikling. Hun er uddannet cand.scient soc og har en diplomuddannelse i ledelse. 

Tid og sted

Kursustype
Lokalt kursus
Ansøgningsfrist
Kursusnummer
LK 23-103
Sæson
Efterår 2023

Søg det lokale kursus

Vi udbyder lokale kurser igen i foråret 2024

Udbydes som

Et 2-dags kursus
Hvornår kan I afholde kurset?

Når CFSA har godkendt jeres anmodning, kan I gå i gang med at planlægge tid og sted. Vi sender jer kontaktoplysninger til underviseren og derfra aftaler I selv, hvor og hvornår kurset skal finde sted.

Det skal du vide, når I søger et lokalt kursus

Som forening, frivillig organisation, frivilligcenter eller initiativ, som udfører frivilligt socialt arbejde, kan I søge om, at vi kommer ud til jer og holder et lokalt kursus. Når I søger et lokalt kursus, bliver I bedt om at afgiver en tro- og loveerklæring om, at I opfylder følgende kriterier:

  • I er en forening, et frivilligcenter, en frivillig organisation eller et initiativ, som udfører frivilligt socialt arbejde 
  • Minimum 15 deltagere
  • Deltagerne skal være frivillige eller ansatte medarbejdere fra det frivillige sociale område – alle deltagere skal opfylde de krav, der fremgår af kursusbeskrivelsen. Kommunale medarbejdere og ansatte i private virksomheder kan ikke deltage i lokale kurser.
  • I skal selv finde og invitere deltagere til kurset, stå for det tekniske set up og support og/eller booke lokale og forplejning.
  • Senest en uge efter kurset er afholdt, skal I sende den endelige deltagerliste til CFSA.

Center for Frivilligt Socialt Arbejde afholder alle udgifter til undervisers honorar og transport.

Læs mere om lokale kurser