Webguide
Seneste revision

Skat og foreninger

Få indblik I de regler, der gælder for skat i foreninger. Fx hvornår I som forening er skattepligtige, hvornår I skal registrere foreningen i CVR registret, indberette skat for løn eller honorar til enkelt personer, ejendomsskat eller om foreningen skal betale skat af gaver.

Som forening er det vigtigt at vide, om foreningen er skattepligtig, og hvilke krav der stilles til indberetning og betaling af skat. I denne guide kan du læse om de regler, vi anbefaler, at I kender til.

Alt afhængig af hvilken forening I er og hvilke aktiviteter I afholder, er der forskellige krav til, hvordan I skal indberette og betale skat. Det handler blandt andet om jeres forenings formål og om I eksempelvis har en erhvervsmæssig indkomst eller udbetaler løn og honorarer.

Om skat i foreninger

I den danske skattelovgivning er der særlige bestemmelser, der fritager almennyttige og almenvelgørende foreninger fra at betale skat.

For at blive betragtet som en velgørende eller almennyttig forening, skal I opfylde følgende punkter:

  • Jeres forening skal have et vedtægtsbestemt formål af velgørende eller almennyttig karakter
  • Salg af varer og ydelser skal ske i forbindelse med aktiviteter, der ligger inden for foreningens formål – fx salg i forbindelse med foreningens daglige arbejde og aktiviteter, samt salg af merchandise, mad og kurser til foreningens medlemmer og brugere
  • Overskuddet skal bruges til velgørende eller almennyttige formål, og der skal føres et regnskab, der kan dokumentere dette. Det velgørende eller almennyttige formål kan sagtens være foreningens eget - I behøver ikke at give overskuddet videre til andre
  • Skattefritagelsen må ikke fremkalde konkurrenceforvridning – dvs. at foreningen ikke må sælge en vare væsentligt billigere, end den ville kunne sælges til hos en privat udbyder.

Læs mere om skattefri- og skattepligtige foreninger på SKATs hjemmeside

Registrering i CVR

Det er jeres registrerede foreningstype, der afgør, hvorvidt der er krav om, at jeres forening skal indberette skat i SKATs systemer. Det er derfor vigtigt, at I registrerer jer korrekt, når I tilmelder jeres forening CVR-registeret.

Når I registrerer foreningen i CVR-registret, skal I vælge, hvorvidt I er:

  • En frivillig forening (uden indberetningspligt)
  • En almindelig forening (med indberetningspligt)
  • En erhvervsdrivende forening (med pligt til at indgive selvangivelse)

NB! Vær opmærksom på, at der kan være frivillige medarbejdere i alle disse typer af foreninger. I CVR-registret er en frivillig forening Erhvervsstyrelsens betegnelse for en forening, som i mange tilfælde kan indberette skat frivilligt

Læs mere om CVR i vores guide om registrering af foreninger

Når I har ansatte

For at kunne indberette løn og honorarer skal jeres foreningen være registeret som ”almindelig forening” i CVR-registreret.

Hvis I som forening har ansatte eller betaler honorarer til enkeltpersoner (fx en underviser), skal I trække A-skat og en række arbejdsmarkedsbidrag ligesom andre arbejdsgivere. Det kan også dreje sig om B-indkomst til fx en foredragsholder. Uanset indkomsttype skal I indberette udbetalingerne og afregne de indeholdte beløb til SKAT.

Reglerne gælder også, hvis I ønsker at give særlige frivillige (fx jeres formand) et honorar for deres arbejde.

Hvis I udbetaler honorar efter faktura til en selvstændig erhvervsdrivende eller virksomhed med egen moms-registrering, skal I ikke trække skat eller indberette oplysninger. Her står modtageren selv for at opkræve moms og indberette til SKAT.  

Indberetning af løn og honorarer foregår elektronisk via SKAT's hjemmeside om eIndkomst

Når I bruger e-Indkomst, bliver oplysningerne automatisk givet videre til ATP, der så opkræver de forskellige bidrag til ATP, AES osv.

I kan også vælge at tilmelde jer et privat lønbureau, hvor I elektronisk indberetter lønnen. Så sørger bureauet for både indberetning og betaling af skat og bidrag.

Når I har ejendom

Hvis jeres forening ejer et hus eller lokaler, skal I betale skat. Skat på ejendomme kan opdeles i ejendomsværdiskat og grundskyld.

Ejendomsværdiskat

Ejendomsværdiskat er en skat, som alle, der ejer en ejendom (bolig), skal betale til staten, med mindre de lejer ud til erhverv. Ejendomsværdiskatten beregnes ud fra ejendommens værdi (både grund og bygninger).

Grundskyld

Grundskyld kaldes også ’ejendomsskat til kommunen’. Det er en skat, som betales til kommunen af den værdi, grunden har i ubebygget stand.

Som forening har I mulighed for at blive fritaget fra kravet om grundskyld /ejendomsskat til kommunen. Kravet er, at ejendommen ejes af en almenvelgørende stiftelse eller anden institution med almenvelgørende formål, og at ejendommen anvendes til institutionens formål.

I Lov om kommunal ejendomsbeskatning fremgår det, at kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsskat af ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål, og som anvendes til institutionens formål.

I kan dog ikke blive fritaget for dækningsafgiften, som er dækning af de af udgifter, jeres ejendom påfører kommunen.

I skal være opmærksomme på, at kommunen kan vælge at give en fritagelse, men at den ikke har pligt til at gøre det.

Hvis I ønsker fritagelse for grundskyld/ejendomsskat til kommunen

Hvis I som forening vil søge om fritagelse for ejendomsskat, skal I sende en ansøgning til ejendomsskattekontoret og vedlægge jeres vedtægter. Kommunen kan kun imødekomme jeres ønske om fritagelse, hvis de har et indblik i jeres forenings formål.

Undersøg, om kommunen har et specifikt skema eller andre formkrav til denne slags ansøgninger.

Skal I ikke bruge et skema, så sørg for, at jeres ansøgning indeholder dokumentation for:

  • At ejendommen ejes af en almennyttig stiftelse/organisation (§8 litra c)
  • Om hele ejendommen eller blot dele af den anvendes til formålet

Det vil oftest være tilstrækkeligt at skrive et brev til kommunen med følgende oplysninger:

  • At I ansøger om fritagelse for grundskyld efter hhv. §8 litra b eller c (i Bekendtgørelse af lov om kommunal ejendomsskat)
  • Ejendommens adresse/matrikel nummer
  • Begrundelse i foreningens vedtægter, som vedlægges
  • Underskrift af foreningen

For at vurdere om jeres forening er almennyttig, vil kommunen ofte tage udgangspunkt i Ligningslovens § 8A og § 12

Begge paragraffer handler om fradrag for gaver og løbende ydelser til godkendte foreninger.

Foreninger, som ikke er godkendt efter Ligningslovens § 8A, kan dog godt komme i betragtning alligevel. Det kan være foreninger, der har et klart almennyttigt formål, og hvor foreningens midler i tilfælde af foreningens opløsning vil gå til andet almennyttigt arbejde.

Når I modtager gaver

Når I som forening modtager gaver fra privatpersoner og virksomheder, skal foreningen ikke betale skat af gaven.

Men I skal være opmærksomme på, at hvis gavegiveren ønsker at få et skattefradrag i sin skattepligtige indtægt for gaven til jer, skal I som forening være godkendt efter særlige regler i skattelovgivningen.

Læs mere om reglerne i vores guide om skattefrie gaver til foreninger

Få hjælp, hvis du oplever alvorlige forhold eller mistanke om lovovertrædelser i en frivillig social organisation

Har du viden om alvorlige forhold eller begrundet mistanke om overtrædelser af love, regler, kontrakter, snyd med offentlige puljemidler mv. i en forening, frivillig organisation, et frivilligt initiativ eller projekt på socialområdet, kan du videregive din viden til Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område

Du kan videregive informationerne anonymt.